Eksistenskamp

Der er skrevet og sagt meget i om skudepisoden i Farum i diverse medier, så det er ikke selve skudepisoden vi hovedsagligt vil beskæftige os med i denne artikel. Selve episoden i Farum illustrerer krystalklart, at vores kultur og den muslimske ikke er kompatible.

Kort fortalt kommer der to indvandrer knægte, med rygdækning og ringer på døren ved 23 tiden. De spørger personen som åbner døren om han ved hvor Farum Midtpunkt ligger, de står midt i Farum Midtpunkt. De to spørger derefter om man ikke vil slukke for musikken. De får selvfølgelig et nej og døren bliver lukket. Der bliver igen ringet på døren og herefter kommer det til en længere diskussion hvor indvandrergruppen i starten er ca. 12 stykker, men flokken vokser i løbet af diskussionen til ca. 25. Diskussionen går i sig selv og festdeltagerne går op i lejligheden igen. Efter et stykke tid vil et kærestepar som har børn hjem med taxa. En person går ned og ser om taxaen er kommet og bliver konfronteret af indvandrerflokken som nu er vokset til ca. 40 personer. De opfordrer til at vedkommende går op og henter “alle hans venner”. Han går op og fortæller hvordan situationen er nede i stueetagen og resten af historien kender de fleste.

Først og fremmest er denne episode fra indvandrernes side klart racistisk motiveret, som så mange andre episoder. De føler sig provokerede af at en gruppe danskere holder en privat fest på “deres område”, det er deres egne ord. Indvandrergruppen var af blandet etnicitet, tyrkisk, arabisk og afrikansk. Fælles for dem som så mange andre steder i Europa og Danmark, er at de hader os hvide europæere og vores kultur. At de hader os bør danskerne ikke længere være i tvivl om, på trods af at diverse medier dagligt forsøger at gøre problemet mindre end det er. Det burde stå klart for enhver at der er en krig i gang, som faktisk er startet for længe siden. Muslimerne har ført krig mod os og været os fjendtligt indstillet i århundreder, og nu hvor europæiske og danske politikere baner vejen for disse fjender af Europa, kan de gå offensivt til værks. Førhen har vi slået erobringsforsøgene tilbage, men denne gang har vores politikere sørget for at der er et meget stort antal af Europas fjender indenfor dørene, en situation som Europa aldrig før har befundet sig i. Bevares, det er ikke alle indvandrere som er os fjendtligt indstillet, men den andel som ikke er, er så forsvindende lille i forhold til dem som er os fjendtligt indstillet og fører krig mod os.

Denne krig, eller eksistenskamp, har flere fronter og disse er ikke klart defineret som tidligere. Et eksempel på hvordan denne krig føres er alle disse tilsyneladende meningsløse angreb på busser, hjemmehjælpere, brandvæsen/redningsfolk og politifolk. Mange danskere undrer sig uden tvivl over hvorfor indvandrere angriber hjemmehjælpere for eksempel. Det er fordi at disse utilpassede indvandrere vil fortælle omverdenen at “her bestemmer vi”. Ganske enkelt. Sådan forholder det sig også for en stor del af de mange andre umiddelbart uforklarlige episoder som hele landet er plaget af.

Men der er andre ting man også skal holde sig for øje. Disse indvandrerbander kører et perfekt parløb med de militante islamister og de får da også stor ros fra den kant for deres ”arbejde”, og bliver her igennem yderligere ansporet til at begå disse handlinger. Tror man at det bare er en langt ude højreradikal forestilling, kan man læse Lorenzo Vidinos bog, Al-Qaeda i Europa. I denne bog kan man blandt andet læse om hvordan islamister i en vis udstrækning rekrutterer fra disse bander og ansporer unge rodløse indvandrere til yderligere at begå samfundsnedbrydelige handlinger.

Det er absolut ikke småpenge disse handlinger koster skatteyderne. I 2009 blev der på en enkelt uge brændt skoler af for 70 millioner kroner. Efter Danmarks Statistik offentliggjorde en undersøgelse i 1991 som omhandlende indvandrere og efterkommere, udarbejdede økonom Ebbe Vig udgifterne til ca. 43 milliarder kroner om året på daværende tidspunkt. Det er mere end sandsynligt at udgifterne i dag er mere end fordoblet. Lektor i Erhvervsøkonomi Lars Jansson fra Sverige har i 2002 lavet en beregning som viser at svenskernes udgifter til multikulturen ligger i nærheden af 267 milliarder kr. Så sammenholder man svenske og danske beregninger, syntes vores anslåede 86-100 milliarder kr. ikke at være urealistisk, da svenskerne har en del flere kulturfremmede end vi har.

Man kan så passende spørge sig selv hvorfor vores politikere lader dette ske, hvilket mange utvivlsomt også gør. Det er skam ikke fordi at politikerne ikke er klar over at dette er vejen mod enden for europæerne. En del af svaret skal findes i, at deres magt og indflydelse vil blive undermineret når de skal til at gøre indrømmelser på netop dette punkt. De sidste 20-30 år har det været sådan, at de “gode” var for indvandring og “onde” imod. Når dette paradigmeskift finder sted, eller med andre ord, begreberne bliver vendt rundt, så begynder folk at stille sig spørgsmålet, “hvad har politikerne ellers taget fejl af”? Så derfor lukker de øjnene, hytter deres eget skind og lader stå til.