Irakere i Vor Frue Kirke

Historien om afviste asylansøgere, som nu nægter at rejse hjem igen, er en glimrende lejlighed til at belyse nogle af de asylansøger problematikker, som berører Danmark. At nogle irakere har besat Vor Frue Kirke, er en direkte konsekvens af en fejlagtig asyllovgivning. Når man her i landet får afslag om asyl, kan ansøgeren anke afgørelsen igen og igen, reelt set ubegrænset. Det er derfor de kan sidde her i 6 og 8 år, hvis ikke længere. De bliver ved med at anke deres afslag, for så at klynke over at de har siddet her så og så længe, godt vejledt, og med advokatbistand fra Dansk Flygtningehjælp

Som lovgivningen er nu, er det spild af tid og penge at behandle disse sager, for derefter at give afslag om asyl, idet de bare kan anke afgørelsen. Visse asylansøgere som har fået afslag, får lejlighed eller rækkehus stillet til rådighed, og har arbejde her. Man får lyst til at skrige “hvad fanden har i egentlig gang i inde på Christiansborg”! Det bliver værre endnu. Her er en udtalelse fra en T.A., en af de irakere der har besat Vor Frue Kirke. “Vi håber, vi kan få en arbejdstilladelse, og vi nægter at rejse tilbage til Irak. Den danske regering har et ansvar og skal tage hensyn til os, acceptere os som mennesker og give os asyl, siger T.A, der har været i Danmark i 18 år, men som har mistet sin arbejdstilladelse på grund af en fængselsdom”.

Vi skal slet ikke give asyl til kulturfremmede i Danmark. Der må være andre lande, som har et kulturelt fællesskab med f. eks Irak, som kan yde disse mennesker beskyttelse, det er det asyl betyder. Men det er ikke asyl det handler om.

Måske vi burde gøre som eksempelvis Japan. Japan lod kun 313 flygtninge komme ind i perioden 1982-2004, 10 procent af periodens asylansøgere. Sidste år lukkede Japan kun 41 ud af 816 ansøgere ind, 35 af dem var fra Burma. Et godt eksempel på at man hjælper dem man har et kulturelt fællesskab med. Sådan bør det være, hvis det skal være.

Den Japanske regering har nedsat en komite som har anbefalet at folk med udenlandsk herkomst, aldrig bør udgøre mere end 3 % af befolkningen. Japans politikere vil ikke tilslutte sig tiltag, der af befolkningen kan ses som en udfordring af landets etniske homogenitet. Den tidligere udenrigsminister og fortsat ledende kraft i regeringspartiet, Taro Aso, har talt om ønsket om at bevare Japan som “en kultur, en race”. Indvandrere har Japan heller ikke mange af. Kun 1 % af befolkningen er født udenfor Japan. Hvor ville det dog være herligt, at høre danske politikere komme med sådanne udtalelser. DNF vil anbefale et maksimum på 1,5 % i Danmark, så denne befolkningsgruppe ikke vil blive i stand til at komme i folketinget, for eksempel.

Det burde nu være tydeligt for enhver, at denne blanding af kulturer og folkeslag som finder sted i blandt andet Danmark, skader langt mere end den gavner. Vi importerer folk fra en kultur, som vi har været i konflikt med i århundreder, bogstaveligt talt. Dette må ophøre. Vi kan ikke blive ved med at rette os efter et forældet flygtningebegreb, som man i ’70erne besluttede at lade omfatte hele verden. Verden ser noget anderledes ud nu, end dengang.

En helt anden side af sagen er, hvad nytte gør det at hente knap 300 irakiske asylansøgere her op, ud af en befolkning på omkring 27 millioner?