Jøders indflydelse på vestlig kultur

Denne artikel skal ses som et bidrag til at forstå hvor begrebet “Politisk Korrekthed” (PK) har sin oprindelse, og hvordan jødiske bevægelser har banet vejen for multikultur i vestlige samfund. Det der blandt andet er interessant ved disse bevægelser er, at de ikke er blevet præsenteret som jødiske, og/eller marxistiske, selvom disse har haft en pro-jødisk dagsorden, samt at jøder har været repræsenteret i disse fra top til bund. Denne artikel er ikke blevet til for at hænge jøder ud, man kommer bare ikke uden om at disse har en meget stor andel i implementeringen af begrebet multikultur, og indvandring af folkeslag fra tredje verdenslande til vestlige samfund. Artiklen tager udgangspunkt i perioden fra 1920’erne frem til i dag. Meningen med artiklen er ikke at gå i dybden med hver enkelt af de omhandlede bevægelser, men at belyse den påvirkning de har haft og stadig har, på vestlige samfund. Artiklen bygger udelukkende på historiske fakta som er let tilgængelige. Er man i tvivl om rigtigheden af de oplysninger som vil være at finde i artiklen, opfordres man til selv at gå dem igennem.

Marxismen/Kommunismen

Marx
Et godt sted at begynde, er med Marxismen/kommunismen. Marxismen bygger på Karl Marx og Friedrich Engels, Det Kommunistiske Manifest som blev udgiver i 1848. Både Marx og Engels havde jødiske forældre. Det i sig selv er selvfølgelig ikke nok til at kalde kommunismen en jødisk bevægelse. For at kunne kalde en bevægelse en jødisk bevægelse, skal ikke alene lederne være jøder, bevægelsen skal også arbejde for jødiske interesser. I The Jewish Encyclopedia fra 1905 kan man læse følgende: In Russia it (socialismen) has become the movement of the jewish masses. Senere, I Encyclopedia Judaica som blev udgivet første gang i 1972 står der følgende: Den kommunistiske bevægelse og ideologi var en vigtig del af det jødiske liv, især i 1920’erne, 1930’erne, samt under og efter 2. Verdenskrig. Umiddelbart efter revolutionen i 1917 formedes det første “Folkets Kommissariat”. På et de få billeder fra dengang kan man se Yuritsky, Trotsky (Født Bronstein), Zinoviev, Sverdlov og Kaganovich. Alle jøder. Der var andre end dem og flere kom til. Disse personer og andre, stod for de til dato værste forbrydelser mod menneskeheden, men mere om det senere.

Frankfurterskolen, Antropologi og den Psykoanalytiske bevægelse

Frankfurterskolen, Antropologi,og Psykoanalysen. Det lyder ret kedeligt og uden større betydning. Ikke desto mindre er det her man kan finde roden til vore dages Politiske Korrekthed. Frankfurterskolen, som tidligere blev kaldt Institute for Social Research, blev grundlagt i 1923 ved Frankfurteruniversitetet (Tyskland). Oprindeligt skulle Frankfurterskolen have heddet Institut for Marxisme. Instituttets grundlægger var en argentinsk født millionær ved navn Felix Weil. Weils forældre var tyske jøder. Det var Weils hensigt at etablere et institut i lighed med Marx-Engels instituttet i Moskva. Den Store Danske Encyklopædi beskriver Frankfurterskolen således: Man skelner gerne mellem to generationer inden for Frankfurterskolen: En ældre, bestående af Herbert Marcuse, Max Horkheimer, Th. Adorno, Erich Fromm mfl. (også Walter Benjamin havde en forbindelse til kredsen), og en yngre, hvis hovedskikkelse er Jürgen Habermas, og som desuden tæller Oskar Negt (f. 1934), Alfred Schmidt mfl. (Samtlige fra 1. generation er jøder. Habermas fra 2. generation er protestant). Deres alternative syn på videnskabens opgave er bl.a. inspireret af Marx og Freud, og Frankfurterskolen betegnes ofte som en nymarxistisk retning. De forskellige bidrag til udarbejdelsen af den kritiske teori blev offentliggjort i Zeitschrift für Sozialforschung (1932-41).

Frankfurterskolen

I antropologien, som ikke er en jødisk bevægelse, løber man uvægerligt ind i kulturrelativismen. Kort fortalt, er kulturrelativismens lære den, at alle kulturer er ligeværdige og at ingen kultur kan bedømmes ud fra en andens synsvinkel. Kulturrelativismen står i skarp kontrast til den etiske universalisme, der siger at nogle moralske regler er universelle og bør gælde for alle mennesker, f.eks. menneskers ret til at bestemme over deres egen krop og over deres eget liv. Kulturrelativismen siger med andre ord at ingen kulturer er andre overlegne. Denne ideologi har i høj grad været medvirkende til at inficere vestlige samfund med en opfattelse af at vi skal acceptere enhver form for opførsel fra udlændinges side “for det er jo en del af deres kultur”. Franz Boaz, “den amerikanske antropologis fader”, var en tysk født jøde (1858-1942) som rejste til USA og etablerede sig på University of Colombia. Han samlede omkring sig en gruppe af studerende, jøder og ikke-jøder, og uddelte rundhåndet Ph.d.’er til disse. Han fik kort fortalt placeret medlemmerne af denne gruppe i landets førende antropologiske departementer, med det resultat at han og hans “elever” dominerede amerikansk antropologi i 1920’erne. Deres teori var at racer ikke eksisterede og at der ikke fandtes forskellige kulturelle niveauer. Det vil sige at den ene kultur ikke er bedre end den anden, ingen genetiske forskelle osv. Essensen i deres teorier var, at der ikke var forskel på europæere og central afrikanere, og hvis der var forskelle, var det udelukkende kulturelle forskelle. En af Boaz elever, Margaret Mead tog til Polynesien(Samoa) for at udføre feltarbejde og hendes konklusion af feltarbejdet var, at der ikke fandtes voldtægter og udnyttelse af kvinder i Polynesien, at vestens seksuelle moral var den polynesiske underlegen og vi skulle tage ved lære af de mere primitive kulturer. Andre antropologer tog til Polynesien og kunne konstatere at sådan forholdt det sig ikke, der fandt voldtægter sted, kvindeundertrykkelse og hvad dertil hører. Ikke desto mindre blev Meads arbejde meget betydningsfuldt og fungerede som akademisk grundlag for 1960’ernes “seksuelle revolution”. Med andre ord var hun medvirkende til at kønsrollemønstrene blev vendt på hovedet i hele Vesten.

Melville J. Herskovits var også en af Boaz elever. Herskovits skrev blandt andet den kontroversielle klassiker, The Myth of The Negro Past. Herskovits lagde vægt på at race var sociologisk betinget, ikke biologisk.

Psykoanalysen

Psykoanalysens grundlægger var en østrigsk jødisk læge ved navn Sigmund Freud (Sigismund Schlomo Freud). Meget kort fortalt går Psykoanalysen ud på at man kan komme sine “neuroser til livs ved at gennemgå årelange terapeutiske behandlinger, ofte 4-5 år, hvor man arbejder med at få afdækket dele af “det ubevidste” osv. Hvad man ikke umiddelbart kan læse i diverse leksika, er at en af Freuds teorier er at etnocentrisme er en form for sindssygdom. Etnocentrisme kan meget kort oversættes til racebevidsthed. Slår man op i Den Store Danske lyder definitionen således: Begreb anvendt om tendensen til at bruge normer og værdier fra ens egen kultur som grundlag for at bedømme og forstå andres. Etnocentrisme stilles ofte op som begrebsmodsætning til kulturrelativisme. Definitionen på etnocentrisme er noget længere, og den sidste linje er lidt interessant. I den står: Antropologien ser det som en af sine opgaver at modvirke vestlig etnocentrisme. Det er åbenbart kun vestlig etnocentrisme som er forkert.

Freud

Psykoanalysen er et meget interessant fænomen i videnskabens historie. Der findes ingen dokumentation for at behandlingerne rent faktisk hjælper, og Freuds teorier er og bliver teorier. Der eksisterer ingen dokumentation for, 100 år senere, at der findes et Ødipuskompleks for eksempel. At der finder en vis påvirkning sted efter at folk har ligget på briksen og rodet med fortrængninger og det ubevidste, kan der nok ikke herske megen tvivl om, men er det en hjælp? Hvad dette resulterer i er en ændring i ens selvopfattelse. Alt har relation til undertrykt seksualitet og meget andet. Psykoanalysen er da også for nedadgående.

Selv om han afviste religion, havde Freud selv en stærk følelse af jødisk identitet. I et brev fra 1931 beskrev han sig selv som en “fanatisk jøde”, og ved en anden lejlighed skrev han at han fandt ‘tiltrækningen af judaismen en af jøder så uimodståelig, mange mørke emotionelle kræfter, så meget stærkere når de ikke lader sig indfange i ord, såvel som den klare bevidsthed af en indre identitetsfølelse, hemmeligheden af den samme mentale konstruktion’. Ved en anden lejlighed skrev han om “mærkelige hemmelige længsler” med hensyn til sin jødiske identitet. I hvert fald havde Freud omkring 1930 udviklet en stærk sympati for Zionismen. Hans søn Ernst var også en Zionist, og ingen af Freuds børn konverterede til kristendommen eller giftede sig med ikke-jøder. På overfarten til USA er Freud blevet citeret for følgende udtalelse: “Vi bringer dem pesten”. Citatet er fra bogen “Freud” af Octave Mannoni.

Fælles for alle disse bevægelser er, at de havde jødiske ledere og grundlæggere samt en kerne af jødiske “disciple”. Der var selvfølgelig også ikke-jøder blandt disse ”disciple”. En ting som de alle havde til fælles var, at deres politiske ståsted var på den yderste venstrefløj, socialister, marxister osv. De arbejdede også alle sammen for at modvirke vestlig/europæisk etnocentrisme. Alle disse bevægelser som har sit udspring i starten af 1900-tallet har ganske enkelt dannet ”skole” for europæernes selvopfattelse og verdensanskuelse.

Prøv at sammenligne Israel med Europa. Der så godt som ingen der arbejder for multikultur, multietnicitet eller ikke-jødisk indvandring i Israel. De som gør får i så fald ikke noget ud af det. Jødernes etnocentrisme er stærk og de er udmærket selv klar over at de tre ovenstående begreber ikke er gavnlige.

Den israelske statsminister Benjamin Netanyahu er kommet med følgende udtalelser: “At den illegale indvandring fra Afrika er en alvorlig trussel for Israels jødiske og demokratiske karakter. Vi er blevet næsten det eneste første verdensland der kan nås gående fra den tredje verden”.

Vi bliver overskyllet med en bølge af flygtninge der truer med at skylle det vi har opnået væk, og skade vores eksistens som den jødisk demokratiske stat. “Netanyahu sagde endvidere at illegale flygtninge som er kommet ind i Israel via Egypten “forårsager socioøkonomisk og kulturel skade og truer med at kaste os tilbage på et tredje verdens niveau. De tager de svageste israeleres jobs”.

Ingen anden etnisk gruppe i Europa, og i særdeleshed i USA er mere aktiv end den jødiske, i at fremme indvandring af folkeslag fra 3. verdenslande, samt at promovere multikultur som værende en gevinst for værtslandende. Dette er der ikke noget kontroversielt i at sige eller skrive. Jødiske immigrations aktivister i USA lægger slet ikke skjul på dette. Det er for nogles vedkommende en bevidst strategi for at “Det” ikke skal gentage sig. Man mener at hvis et samfund bestående af hovedsagligt hvide europæere bliver blandet tilpas meget med kulturfremmede, så hæmmer man antisemitismes opståen.