Lübeck’s glemte ofre

En ægte nation mindes respektfuldt sine faldne sønner og døtre. Dette budskab stod at læse på et banner, som 350 mennesker fornylig bar gennem middelalderbyen Lübecks’ gader i een af tidens mest omdiskuterede demonstrationer. Det er nemlig ikke politisk korrekt at mindes sine faldne, hvis de faldne er tyske civilister, der er døde som følge af de allieredes tæppebombninger under 2. Verdenskrig. Man kærer sig i det hele taget kun lidt om 2. Verdenskrigs tyske ofre, mens man ikke har betænkeligheder ved at mindes alle andre.

Lübeck blev 28-29. marts 1942 anvendt som eksperimentarium for Royal Air Force Bomber Command, der på dette tidspunkt var ifærd med at udvikle en ny strategi, der skulle eliminere problemerne i forbindelse med bombning af militære mål. Det var nemlig meget svært at ramme et specifikt mål fra den store højde, der var påkrævet, hvis bombeflyene skulle flyve ovenover anti-luftskytsets rækkevidde, og man planlagde derfor at lade meget store bombe-eskadriller tæppebombe et areal svarende til en mellemstor tysk by for at smadre infrastruktur og beboelse. Sidegevinsten ville være, at den tyske forsvarsvilje antageligt ville blive svækket af de store civile tab, som tæppebombningen medførte. I RAF opfandt man til lejligheden et passende ord for strategien: Terrorbombning.

Den tekniske udførelse af terrorbombningen var simpel. Den første bølge af bombefly skulle åbne byens boliger ved at blæse tagene af dem med en speciel bombetype, de såkaldte “Blockbusters”. De næste bølger af bombefly skulle antænde bygningerne og deres inventar med brandbomber, så man derved kunne brænde hele byen af. Det gjaldt om at skabe så meget kaos og panik som muligt for at vanskeliggøre arbejdet for brandsluknings- og nødhjælpspersonel.

De allieredes første terrorbombning af en tysk by, Lübeck, havde kun begrænset effekt. Kun omkring 300 civile omkom under eksperimentet, og kun halvdelen af beboelsen blev ødelagt eller beskadiget. Med tiden opnåede de allierede dog mere erfaring og lærte at skabe de frygtede ildstorme, der hver forvandlede tyske storbyer til en brændende ruinhob, og som oftest kostede titusindevis af civile liv pr. angreb.

I Tyskland ser magthaverne helst, at man bare glemmer det hele. At den halve million tyske kvinder og børn, civile, bare skrives i glemmebogen, mens man bygger store monumenter til minde om jøder, sigøjnere og andre ikke-tyskere, der måtte have ladt deres liv. Magthaverne vil presse skylden for 2. Verdenskrig nedover hovederne på tyskerne, så de for altid vil bøje nakken og blive føjelige i den nationale selvopgivelse. Det handler om at fratage borgerne enhver form for national stolthed, som er den eneste hindring på vejen til Tysklands opløsning som nationalstat. Man skal skæmmes over at være den, man er. Man skal ønske at være et nul i en verden, hvor alting alligevel er ligegyldigt. Man skal fratages sin identitet og nationale modstandsvilje, så man kan lade sig globalisere.

De seneste 3 år har de tyske “Freie Nationalisten” arrangeret demonstrationer til minde om de glemte bombeofre i Lübeck. Der har alle årene deltaget danskere, men i år var det første gang, DNF lod sig repræsentere officielt.

Demonstrationen forløb præcis som planlagt. På trods af venstrefløjens sædvanlige opbud af provokatører langs marchruten, gik vi værdigt og uantastet gennem Lübeck med vore nationale faner, bannere og sorte sørgeflag. Vi var en stærk kontrast til den møjsommeligt opsamlede venstrefløjs’ udisciplinererede kamptropper. Vi var i Lübeck for at mindes og ære dem, som Fædrelandsfjendske magthavere helst glemmer.