Mod afgrunden

Vi har i DNF fra sidelinjen fulgt den græske økonomis kollaps og presset på den europæiske økonomi med stor interesse.

Det er tydeligt for enhver, at velfærdsstaten og hvorledes Europa i øvrigt indretter økonomien, står overfor store forandringer.

Således ser vi, at ikke blot Grækenland og Spanien er nødsaget til at reformere og begrænse deres offentlige sektor og ændre den økonomiske fordelingspolitik, men vi har fornyeligt også set spæde tegn i Danmark, jvf. beskæring i dagpenge mm.

Normalt beskæftiger vi os i DNF ikke med økonomi, da vi mener, at Danske og resten af den Europæiske befolkning har et langt større og mere grundlæggende problem – demografien og ændringen i befolkningssammensætningen. Så er det sagt på en meget pæn måde.

Når vi alligevel i DNF viser den græske tragedie interesse, er det fordi den som enhver anden krise også er en mulighed, og i særdeleshed en mulighed for DNF.

For det første viser den i virkeligheden dybt alvorlige krise, at de europæiske politikere ikke har været deres opgave voksen, og i den grad trænger til en udskiftning. Spørgsmålet vi stiller i DNF er blot, hvem skal så overtage styringen, og det vender vi tilbage til om lidt, for først må vi kort skitsere problemet.

Ikke blot Grækenland, men så godt som resten af Europa, har siden 1960’erne udviklet velfærdsstaten, og det har været dyrt. Som et andet pyramidespil går det før eller siden galt, og således også med velfærdsstaten. Vi spørger os selv i DNF, hvorfor har politikerne ikke gjort noget, for velfærdsstaten er i den grad deres ansvar. Vi ved i DNF også, at politikerne også har vidst, at et pres på det offentliges overforbrug måtte komme, for de har jo tusindvis af økonomer ansat, til at fortælle om fortid, nutid og fremtid og klargøre hvad konsekvensen af deres handlinger er.

Men for os i DNF, har det altid været tydeligt, at dette måtte sker, for kigger vi ikke blot på nutidens politikere, men også på efterkrigstidens politikere, er de alle, med få undtagelser (Glistrup), ikke styret af ideologisk mandsmod og ikke mindst, samvittighed for den enkelte dansker, men af deres egen karriere og griskhed.

Velfærdsstaten er i denne henseende værd at bruge et par sætninger på, for givetvis har den i sin spæde start haft en ægte indignation over at der har eksisteret fattige danskere, og et helhjertet forsøg på at bekæmpe fattigdom, men som så meget andet har også velfærdsstaten mistet sin grund, og blevet et instrument og ikke mindst noget i sig selv. Et instrument, som politikere bruger, i deres bestræbelser på at nå til tops i deres verden, og vinde magt ære og berømmelse

Noget i sig selv, som største delene af befolkningen er afhængig af, som beskyttes af alle der er afhængige af den. Politikkernes brug og folkets afhængighed hænger sammen. Velfærdsstaten er blevet til et instrument, som politikerne bruger til at lokke befolkningen til at stemme på dem, således lover politikerne at løse selv de mindste problemer for os danskere. Vores samvittighed i kraft af ulandsbistand, vores familiære problemer i kraft af plejehjem og daginstitutioner, så vi ikke behøver at tage os af vores gamle og vores børn, og ikke mindst vores egne næringssorger i kraft af pensioner, dagpenge og kontanthjælp.

Politik idag, handler om at være “god”, bekymre sig og tage vare på andre, eller rettere det skal tage sig sådan ud. Politik er showbizz. Derfor har vi i medierne den megen snak om spin, som demokratiet har udviklet sig til.

Vores pointe i DNF, anskueliggøres af, at vi aldrig høre en politiker mene, at et “problem” ikke er noget de skal tage sig af. Velfærdsstaten er blevet et instrument til at tækkes vælgere, hvilket hos i os DNF er det samme som korruption. Det politiske spil i Europa er karakteriseret ved “your got them by their balls, then you got them by their hearts”, hvilket er en hjørnesten i al korruption.

Men korruptionen har en pris, den pris er Europas velfærd, og den betaler vi nu og i både en overskuelige og uoverskuelige fremtid. Men det er ikke blot os, den almindelige befolkning, der skal betale prisen, regningen bliver også sendt videre til velfærdsstaten, der står for fald i sin nuværende form, og det er netop i sin nuværende form. Europas politikere er kommet til vadestedet, hvor de må vælger en vej, og der er kun 3 veje.

  1. Fortsætte som om intet er hændt – hvor politikerne fortsætter deres kapløb om mere velfærd og mere statsstyring.
  2. Forlade hele den vej Europa hidtil har betrådt, opgive velfærdsstaten og efterlade en stor fattig befolkningsgruppe.
  3. Tage nælden ved sin rod, og blot gå tilbage til grunden – dansk velfærd for danskere.

Vi vil i DNF ikke spilde folks tid, så vi laver blot en kort analyse af de 3 veje, og sætter vores lid til læsernes forståelse af basale økonomiske regler.

Første vej: Fortsætter vi som intet var hændt, betyder det mere velfærd for færre penge, det betyder flere skatter og/eller mere låntagning. Låntagning har sin grænse. Flere skatter betyder færre investeringer og mindre arbejde – altså mere fattigdom. Flere skatter er det samme som mere statsstyring, og derfor kalder vi i DNF denne vej den kommunistiske.

Grunden til, at vi overhovedet tager denne vej med i vores overvejelser, er fordi vi både i Grækenland, Spanien og ikke mindst i Danmark ser kommunisterne se muligheden for en kommunistisk revolution, jvf. demonstrationer i Grækenland, Spanien og P. R. Theils kronik. Sidstnævnte viser strategien, en videreførelse af overbudspolitikken, altså en fortsættelse af den vej Europa hidtidig har vandret.

Anden vej: Der hersker i DNF ingen tvivl om, at en ultraliberalistisk vej, er en farbar vej. De økonomiske love vil foreskrive et øget BNP, som resultat af en OECD- og IMF-reform. Men heller ingen tvivl hos DNF, det kommer til at gøre rigtig ondt på de svageste i vores samfund – vores ældre, vores syge og vores handicappede. Vi mener i DNF, at det ikke er værdigt for vores samfund, at se vores danske medborgere udstødt, og gå med tiggerstaven i S-tog, samle flasker i vores skraldespande eller at de svageste bliver placeret i muslimsk ghettoer, og hvorefter de bliver rullet, røvet og voldtaget. Vi i DNF har ét formål, at beskytte de svageste danskere, for de lider under velfærdstaten!

Tredje vej: Omend vi i DNF ikke klynker, så lad os alligevel minde om, at denne vej i medierne endnu ikke er nævnt. For os er den så åbenlyse og simpel, som den er retfærdig, moralsk og lad os blot bruge det fashionable udtryk, en fair løsning. Vi vil i DNF have, at vores skattekroner går til værdigt trængende danskere, og for os er det til stadighed en gåde, at vores hårdt tjente penge skal komme sigøjnere, somaliere mv. til gode, mens vores egne ældre, syge og handicappede lider.

Vi er ikke i tvivl om, at det er den fair løsning.