Vestens arv og fremtid

Det er egentlig oftest en fornøjelse at komme ud og vandre i naturen; nyde den friske luft og mærke vinden. Det danske landskab er sine steder ganske enestående, og der er ligesom en usynlig ånd i naturen, som bestemmer skønheden og kompleksiteten. De forskellige træer, buske og gevækster bugter sig om kap med hinanden for at komme til at få mest sol. Når man ser på alle de forskellige blomster, hvis formål er at viderebringe den næste generation af planter, kan det undre én, hvorfor de er så kønne og dufter så skønt for os mennesker, som ikke har del deres forplantningsdyst, men blot er passive tilskuere i planternes evolutionskamp. Fra Darwin fik vi afsløret, at arternes udvælgelse er drivkraften i evolutionen; en art, som ikke formår at få levedygtigt afkom, er dømt til at forgå ud i glemslen. Det at videreføre sine gener til næste generation, er nærmest den guddommelige opgave, som påhviler alle organismer på denne vidunderlige klode, vi kalder jorden; ja, ser man ud i verdensrummet må disse evigtgyldige love også virke ud i universets fjerneste afkrog.

Ud over naturen i vort danske landskab er vi også beriget med oldtidens gravhøje, stendysser og runestene, som vore forfædre møjsommeligt har skabt, for at vi i dag kan mindes dem og indse det potentiale, de besad, og som vi også selv besidder, thi potentialet er også at finde i os selv, for vi er deres efterkommere. Når arkæologer finder efterladenskaber fra disse forfædre findes kunstgenstande og brugsredskaber, men ind imellem findes også våben. Det bevidner, at fortidens mænd ikke fandt sig i at fremmede skulle overtage deres gård og jord; nej, de forsvarede sig stolt for at kunne videregive disse værdier til kommende generationer, som nu, utallige led senere, er os.

Når vi kommer tilbage til byen, burde vi her i fred kunne lægge minderne fra vandreturen i vor hukommelse og tage fat på hverdagen igen. Men det kan ofte blive en brat opvågen til en uhyggelig virkelighed, for noget unaturligt er sket i Danmark, som ville have pint vore forfædre om de kunne se ind i vor tid: Der hentydes naturligvis til de fremmede, som har bosat sig side om side med os danskere. Om disse er flinke og rare spiller ingen rolle, de er et fremmedelement, som aldrig vil blive som os. Og ud fra deres natur at dømme er det heller ikke sædvanen at være flink over for os danske. Tværtom ser vi meget vold, chikane, voldtægter, tyverier og sågar skyderier. Men af en eller anden grund er vi danskere blevet vildledt til at tro, at naturens orden ikke gælder for mennesker. For vi skal snarere skamme os over vor arv, og lære hvad de fremmede har at byde på. Vi skal være tolerante og nyde ”kulturberigelsen”. Kritiske røster har dog gjort magthaverne opmærksomme på, at den langt overvejende del af ”kulturberigelsen” er af det negative.

Hvad er der egentligt så galt ved at følge sin natur og derved værne om sit land og sit folk og udnytte det potentiale, som ligger i vore gener. Tvivler du på dette, så tænk på hvem som opfandt bogtrykkerkunsten, transistoren og mikroprocessoren. Hvem opdagede livets byggestene, atomerne, og hvordan DNA-molekylet er opbygget? Vesterlændinge byggede det romerske Colosseum, Peterskirken og de store skyskrabere. Vi vil også længere op til himmels med flyvemaskinen, og vi har sågar sat en mand på månen. Vort potentiale er at nå helt ud til stjernerne. Det er en synd at lade dette potentiale gå til spilde ved at lade vores samfund blande op med fremmede kulturer, som er os langt laverestående.

Vi ved, at fjæld kan sprænges,
og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.
Valdemar Rørdam