Andet stop var et sted Tyskland, et sted vi ikke måtte fotografere eller komme nærmere ind på hvor ligger. Der var lidt over 200 personer samlet til kammeratskabsaften, unge og gamle. Det var ganske interessant.

Herefter tog vi til turens endestation, Herr Manfred Roeders ejendom syd for Kassel. Her fandt det internationale træf sted. Nationer som Danmark, Tyskland, Rusland, England, Japan, New Zealand, Italien og Belgien var repræsenteret. Ved denne begivenhed var der nationalister, white nationalists, nationalsocialister og en slags Asatroende. Fælles for os alle er at vi ikke vil acceptere at se på vores kultur og folk blive ødelagt. Vi har heller ikke lyst til at leve under et “One World styre”, hvor man ved at etablere multietniske samfund søger at reducere befolkningerne til summen af deres arbejdskraft og forbrugsevne. Vi ser alle os selv som værende i opposition til denne nye verdensordens globale økonomi, styret af IMF, ECB og andre centralbanker som Federal Reserve. Med så mange forskellige nationer og politiske anskuelser samlet kan man let komme til at tro at der ville opstå kontroverser og klikedannelse. Dette var på ingen måde tilfældet, hvilket gjorde det til en endnu større oplevelse. Alle talte med hinanden og lyttede til hinanden. Unge NS folk sad og hørte interesseret Gene fortælle om sin tid som navigatør på u-båden Razorback under anden verdenskrig, hårde berliner drenge som sidder og hyggesnakker med en russisk kunstner.

Der var også blevet stablet et fantastisk flot Sct. Hans bål op som brændte det meste af natten.

Man kan roligt sige at det billede medierne forsøger at tegne af nationale ikke har noget med virkeligheden at gøre. Har man den opfattelse at kampen handler om had til andre folkeslag eller racer er man helt galt på den. Det handler om at enhver kultur og ethvert folk må eksistere i sine naturlige og oprindelige omgivelser. Multikultur er en antikultur. Med andre ord, det er ingen kultur. Multikultur er et begreb som udelukkende bliver promoveret i den vestlige hvide verden. Det forholder sig ikke sådan at man forsøger at fylde Afrika med asiater eller andre kulturfremmede, altså kan man sige at der fra et eller andet sted bliver ført en udryddelseskrig mod hvide befolkninger. Ganske enkelt. Det forfærdelige er at vores egne politikere deltager aktivt i denne krig. En meget stor del af befolkningerne i de lande hvor denne krig mod hvide finder sted, accepterer det stiltiende, da de er klar over det blandt andet kan have konsekvenser for deres sociale og økonomiske situation. Derfor er det vigtigt at vi bliver ved med at bekæmpe dette multietniske vanvid og dem som står bag. Meget få bryder sig i virkeligheden om det.

Manfred Roeder og Ryu Ohta har udarbejdet et manifest kaldet “Axis of Survival” som vil blive lagt på vores web site i dansk oversættelse. Præsentationen af dette manifest var hovedbegivenheden ved dette internationale træf. Udover dette fik vi alle sammen mulighed for at holde et oplæg om hvem vi var og hvad vi ville, samt udveksle kontakt informationer for fremtidigt samarbejde. Så hermed er et nyt kapitel åbnet i DNF’s historie. Vi er blevet en del af et paneuropæisk/internationalt fællesskab, fra Rusland til England og videre til Japan.

Se billederne fra turen her

Til ære for Rusland blev den russiske kejserfane fra før revolutionen hejst

Det er tydeligt for enhver, at velfærdsstaten og hvorledes Europa i øvrigt indretter økonomien, står overfor store forandringer.

Således ser vi, at ikke blot Grækenland og Spanien er nødsaget til at reformere og begrænse deres offentlige sektor og ændre den økonomiske fordelingspolitik, men vi har fornyeligt også set spæde tegn i Danmark, jvf. beskæring i dagpenge mm.

Normalt beskæftiger vi os i DNF ikke med økonomi, da vi mener, at Danske og resten af den Europæiske befolkning har et langt større og mere grundlæggende problem – demografien og ændringen i befolkningssammensætningen. Så er det sagt på en meget pæn måde.

Når vi alligevel i DNF viser den græske tragedie interesse, er det fordi den som enhver anden krise også er en mulighed, og i særdeleshed en mulighed for DNF.

For det første viser den i virkeligheden dybt alvorlige krise, at de europæiske politikere ikke har været deres opgave voksen, og i den grad trænger til en udskiftning. Spørgsmålet vi stiller i DNF er blot, hvem skal så overtage styringen, og det vender vi tilbage til om lidt, for først må vi kort skitsere problemet.

Ikke blot Grækenland, men så godt som resten af Europa, har siden 1960′erne udviklet velfærdsstaten, og det har været dyrt. Som et andet pyramidespil går det før eller siden galt, og således også med velfærdsstaten. Vi spørger os selv i DNF, hvorfor har politikerne ikke gjort noget, for velfærdsstaten er i den grad deres ansvar. Vi ved i DNF også, at politikerne også har vidst, at et pres på det offentliges overforbrug måtte komme, for de har jo tusindvis af økonomer ansat, til at fortælle om fortid, nutid og fremtid og klargøre hvad konsekvensen af deres handlinger er.

Men for os i DNF, har det altid været tydeligt, at dette måtte sker, for kigger vi ikke blot på nutidens politikere, men også på efterkrigstidens politikere, er de alle, med få undtagelser (Glistrup), ikke styret af ideologisk mandsmod og ikke mindst, samvittighed for den enkelte dansker, men af deres egen karriere og griskhed.

Velfærdsstaten er i denne henseende værd at bruge et par sætninger på, for givetvis har den i sin spæde start haft en ægte indignation over at der har eksisteret fattige danskere, og et helhjertet forsøg på at bekæmpe fattigdom, men som så meget andet har også velfærdsstaten mistet sin grund, og blevet et instrument og ikke mindst noget i sig selv. Et instrument, som politikere bruger, i deres bestræbelser på at nå til tops i deres verden, og vinde magt ære og berømmelse

Noget i sig selv, som største delene af befolkningen er afhængig af, som beskyttes af alle der er afhængige af den. Politikkernes brug og folkets afhængighed hænger sammen. Velfærdsstaten er blevet til et instrument, som politikerne bruger til at lokke befolkningen til at stemme på dem, således lover politikerne at løse selv de mindste problemer for os danskere. Vores samvittighed i kraft af ulandsbistand, vores familiære problemer i kraft af plejehjem og daginstitutioner, så vi ikke behøver at tage os af vores gamle og vores børn, og ikke mindst vores egne næringssorger i kraft af pensioner, dagpenge og kontanthjælp.

Politik idag, handler om at være “god”, bekymre sig og tage vare på andre, eller rettere det skal tage sig sådan ud. Politik er showbizz. Derfor har vi i medierne den megen snak om spin, som demokratiet har udviklet sig til.

Vores pointe i DNF, anskueliggøres af, at vi aldrig høre en politiker mene, at et “problem” ikke er noget de skal tage sig af. Velfærdsstaten er blevet et instrument til at tækkes vælgere, hvilket hos i os DNF er det samme som korruption. Det politiske spil i Europa er karakteriseret ved “your got them by their balls, then you got them by their hearts”, hvilket er en hjørnesten i al korruption.

Men korruptionen har en pris, den pris er Europas velfærd, og den betaler vi nu og i både en overskuelige og uoverskuelige fremtid. Men det er ikke blot os, den almindelige befolkning, der skal betale prisen, regningen bliver også sendt videre til velfærdsstaten, der står for fald i sin nuværende form, og det er netop i sin nuværende form. Europas politikere er kommet til vadestedet, hvor de må vælger en vej, og der er kun 3 veje.

1. Fortsætte som om intet er hændt – hvor politikerne fortsætter deres kapløb om mere velfærd og mere statsstyring.
2. Forlade hele den vej Europa hidtil har betrådt, opgive velfærdsstaten og efterlade en stor fattig befolkningsgruppe.
3. Tage nælden ved sin rod, og blot gå tilbage til grunden – dansk velfærd for danskere.

Vi vil i DNF ikke spilde folks tid, så vi laver blot en kort analyse af de 3 veje, og sætter vores lid til læsernes forståelse af basale økonomiske regler.

Første vej: Fortsætter vi som intet var hændt, betyder det mere velfærd for færre penge, det betyder flere skatter og/eller mere låntagning. Låntagning har sin grænse. Flere skatter betyder færre investeringer og mindre arbejde – altså mere fattigdom. Flere skatter er det samme som mere statsstyring, og derfor kalder vi i DNF denne vej den kommunistiske.

Grunden til, at vi overhovedet tager denne vej med i vores overvejelser, er fordi vi både i Grækenland, Spanien og ikke mindst i Danmark ser kommunisterne se muligheden for en kommunistisk revolution, jvf. demonstrationer i Grækenland, Spanien og P. R. Theils kronik. Sidstnævnte viser strategien, en videreførelse af overbudspolitikken, altså en fortsættelse af den vej Europa hidtidig har vandret.

Anden vej: Der hersker i DNF ingen tvivl om, at en ultraliberalistisk vej, er en farbar vej. De økonomiske love vil foreskrive et øget BNP, som resultat af en OECD- og IMF-reform. Men heller ingen tvivl hos DNF, det kommer til at gøre rigtig ondt på de svageste i vores samfund – vores ældre, vores syge og vores handicappede. Vi mener i DNF, at det ikke er værdigt for vores samfund, at se vores danske medborgere udstødt, og gå med tiggerstaven i S-tog, samle flasker i vores skraldespande eller at de svageste bliver placeret i muslimsk ghettoer, og hvorefter de bliver rullet, røvet og voldtaget. Vi i DNF har ét formål, at beskytte de svageste danskere, for de lider under velfærdstaten!

Tredje vej: Omend vi i DNF ikke klynker, så lad os alligevel minde om, at denne vej i medierne endnu ikke er nævnt. For os er den så åbenlyse og simpel, som den er retfærdig, moralsk og lad os blot bruge det fashionable udtryk, en fair løsning. Vi vil i DNF have, at vores skattekroner går til værdigt trængende danskere, og for os er det til stadighed en gåde, at vores hårdt tjente penge skal komme sigøjnere, somaliere mv. til gode, mens vores egne ældre, syge og handicappede lider.

Vi er ikke i tvivl om, at det er den fair løsning.

Dette er et godt eksempel på hvor selvmodsigende politisk korrekthed er. Alle burde være glade for og stolte over det arbejde som de hvide farmere i Afrika udfører, af flere grunde. Det er en kendsgerning, at der er for mange indbyggere i Europa til at kontinentet kan brødføde sig selv. Derfor har vi i Europa brug for at købe fødevarer udefra. Afrika har også store problemer med at brødføde sig selv, på trods af at Afrika har al den landbrugsjord og råmaterialer man kan tænke sig. Problemet er bare, at den sorte afrikaner, modsat den hvide afrikaner, ikke formår eller har forstand på at drive kommercielt landbrug. Dette er Rhodesia et glimrende eksempel på. Før Mugabe tog magten i Rhodesia, med hjælp fra FN, var det de omkring 4.000 hvide farmere som stod for omkring 92% af Rhodesias BNP. Efter Mugabes “jordreformer” er landet gået næsten bankerot. Nu er selvsamme FN ude at skrabe penge sammen i Vesten for at skabe “stabilitet” i Rhodesia. Vi skal altså betale for, at FN har fået slået utallige hvide farmere ihjel og for en fejlslagen politik.
I Sydafrika er den samme proces i gang. Her er bare langt mere at stjæle for de sorte politiske (marxistiske) ledere end i Rhodesia, så det tager lidt længere tid for situationen at blive så slem som i Rhodesia. Et er dog sikkert. Vi kommer til at betale for det.

For at de afrikanske stater ikke skal udvikle sig til en større katastrofe end de i forvejen har, samt en kilde til større indvandring i Europa, må der i Afrika findes en form for ny kolonialisering sted. Vi skal bare ikke begå den fejltagelse som vore forfædre, ved at benytte slavearbejde. Det er roden til alt ondt. Vi skal gøre arbejdet selv. Enten må vi sørge for at Afrika kan “løbe rundt”, eller helt lade Afrika passe sig selv. Det har vist sig, at udelukkende folk af europæisk herkomst, har formået at producere blandt andet fødevarer i tilpas store mængder til bare at komme i nærheden af at forsyne kontinentet. Dette er i høj grad af interesse for Europa, da diverse hjælpeorganisationer har travlt med at reducere børnedødeligheden, uden tanke på at disse skal have noget at spise. Med andre ord så producerer hjælpeorganisationerne ikke andet end flygtninge.

For at underbygge påstanden om at den sorte afrikaner ikke kan eller vil få tingene til at fungere i Afrika, kan man fremdrage nogle fakta om Sydafrika, Rhodesia og Haiti. Nu er Haiti som bekendt ikke geografisk placeret i Afrika, men er beboet af hovedsagligt afrikanere.

Sydafrika har siden “befrielsen” fra apartheid udviklet sig til verdens kriminalitetshovedstad. Voldtægt af kvinder og børn er eksploderet og hvide farmere er blevet dræbt i tusindvis. Dette har de vestlige medier været meget tavse omkring.

Rhodesia, det nuværende Zimbabwe, er gået totalt fallit efter Mugabe overtog kontrollen med landet. Næsten alle kommercielle landbrug er forsvundet og inflationen i landet er af astronomisk størrelse, kun over gået af Ungarn i 1946. Inflationen i landet var i 2009 på 79.600.000.000% om måneden. Det tager 24,7 timer for priserne at fordoble sig. I Ungarn tog det 15,6 timer.

Haiti fik endnu engang, muligheden for selvstyre i 1997 efter at FN sammen med 23.000 amerikanske soldater trak sig ud af Haiti. Bill Clinton overlod Haitis skæbne til en tidligere marxist og præst ved navn Jean B. Aristide. Før den franske revolution var Haiti under fransk kontrol og en af den nye verdens mest fremgangsrige kolonier. Haiti har en meget frugtbar jord og meget af den. Efter den franske revolution blev hver eneste europæiske mand, kvinde og barn dræbt af den sorte befolkning. I dag er Haiti sunket tilbage til samme sørgelig standard som ethvert andet centralafrikansk land, og har været det længe. Ikke længe efter jordskælvet i 2010 eksploderede ikke alene berigelseskriminalitet, men også de sædvanlige voldtægter som afrikaneren holder så meget af. I denne kultur kan man sige, at krisesituationer skaber sammenhold.

Marxismen/Kommunismen

Et godt sted at begynde, er med Marxismen/kommunismen. Marxismen bygger på Karl Marx og Friedrich Engels, Det Kommunistiske Manifest som blev udgiver i 1848. Både Marx og Engels havde jødiske forældre. Det i sig selv er selvfølgelig ikke nok til at kalde kommunismen en jødisk bevægelse. For at kunne kalde en bevægelse en jødisk bevægelse, skal ikke alene lederne være jøder, bevægelsen skal også arbejde for jødiske interesser. I The Jewish Encyclopedia fra 1905 kan man læse følgende: In Russia it (socialismen) has become the movement of the jewish masses. Senere, I Encyclopedia Judaica som blev udgivet første gang i 1972 står der følgende: Den kommunistiske bevægelse og ideologi var en vigtig del af det jødiske liv, især i 1920’erne, 1930’erne, samt under og efter 2. Verdenskrig. Umiddelbart efter revolutionen i 1917 formedes det første “Folkets Kommissariat”. På et de få billeder fra dengang kan man se Yuritsky, Trotsky (Født Bronstein), Zinoviev, Sverdlov og Kaganovich. Alle jøder. Der var andre end dem og flere kom til. Disse personer og andre, stod for de til dato værste forbrydelser mod menneskeheden, men mere om det senere.

Frankfurterskolen, Antropologi og den Psykoanalytiske bevægelse

Frankfurterskolen, Antropologi,og Psykoanalysen. Det lyder ret kedeligt og uden større betydning. Ikke desto mindre er det her man kan finde roden til vore dages Politiske Korrekthed. Frankfurterskolen, som tidligere blev kaldt Institute for Social Research, blev grundlagt i 1923 ved Frankfurteruniversitetet (Tyskland). Oprindeligt skulle Frankfurterskolen have heddet Institut for Marxisme. Instituttets grundlægger var en argentinsk født millionær ved navn Felix Weil. Weils forældre var tyske jøder. Det var Weils hensigt at etablere et institut i lighed med Marx-Engels instituttet i Moskva. Den Store Danske Encyklopædi beskriver Frankfurterskolen således: Man skelner gerne mellem to generationer inden for Frankfurterskolen: En ældre, bestående af Herbert Marcuse, Max Horkheimer, Th. Adorno, Erich Fromm mfl. (også Walter Benjamin havde en forbindelse til kredsen), og en yngre, hvis hovedskikkelse er Jürgen Habermas, og som desuden tæller Oskar Negt (f. 1934), Alfred Schmidt mfl. (Samtlige fra 1. generation er jøder. Habermas fra 2. generation er protestant). Deres alternative syn på videnskabens opgave er bl.a. inspireret af Marx og Freud, og Frankfurterskolen betegnes ofte som en nymarxistisk retning. De forskellige bidrag til udarbejdelsen af den kritiske teori blev offentliggjort i Zeitschrift für Sozialforschung (1932-41).

I antropologien, som ikke er en jødisk bevægelse, løber man uvægerligt ind i kulturrelativismen. Kort fortalt, er kulturrelativismens lære den, at alle kulturer er ligeværdige og at ingen kultur kan bedømmes ud fra en andens synsvinkel. Kulturrelativismen står i skarp kontrast til den etiske universalisme, der siger at nogle moralske regler er universelle og bør gælde for alle mennesker, f.eks. menneskers ret til at bestemme over deres egen krop og over deres eget liv. Kulturrelativismen siger med andre ord at ingen kulturer er andre overlegne. Denne ideologi har i høj grad været medvirkende til at inficere vestlige samfund med en opfattelse af at vi skal acceptere enhver form for opførsel fra udlændinges side “for det er jo en del af deres kultur”. Franz Boaz, “den amerikanske antropologis fader”, var en tysk født jøde (1858-1942) som rejste til USA og etablerede sig på University of Colombia. Han samlede omkring sig en gruppe af studerende, jøder og ikke-jøder, og uddelte rundhåndet Ph.d.’er til disse. Han fik kort fortalt placeret medlemmerne af denne gruppe i landets førende antropologiske departementer, med det resultat at han og hans “elever” dominerede amerikansk antropologi i 1920’erne. Deres teori var at racer ikke eksisterede og at der ikke fandtes forskellige kulturelle niveauer. Det vil sige at den ene kultur ikke er bedre end den anden, ingen genetiske forskelle osv. Essensen i deres teorier var, at der ikke var forskel på europæere og central afrikanere, og hvis der var forskelle, var det udelukkende kulturelle forskelle. En af Boaz elever, Margaret Mead tog til Polynesien(Samoa) for at udføre feltarbejde og hendes konklusion af feltarbejdet var, at der ikke fandtes voldtægter og udnyttelse af kvinder i Polynesien, at vestens seksuelle moral var den polynesiske underlegen og vi skulle tage ved lære af de mere primitive kulturer. Andre antropologer tog til Polynesien og kunne konstatere at sådan forholdt det sig ikke, der fandt voldtægter sted, kvindeundertrykkelse og hvad dertil hører. Ikke desto mindre blev Meads arbejde meget betydningsfuldt og fungerede som akademisk grundlag for 1960’ernes “seksuelle revolution”. Med andre ord var hun medvirkende til at kønsrollemønstrene blev vendt på hovedet i hele Vesten.

Melville J. Herskovits var også en af Boaz elever. Herskovits skrev blandt andet den kontroversielle klassiker, The Myth of The Negro Past. Herskovits lagde vægt på at race var sociologisk betinget, ikke biologisk.

Psykoanalysen

Psykoanalysens grundlægger var en østrigsk jødisk læge ved navn Sigmund Freud (Sigismund Schlomo Freud). Meget kort fortalt går Psykoanalysen ud på at man kan komme sine “neuroser til livs ved at gennemgå årelange terapeutiske behandlinger, ofte 4-5 år, hvor man arbejder med at få afdækket dele af “det ubevidste” osv. Hvad man ikke umiddelbart kan læse i diverse leksika, er at en af Freuds teorier er at etnocentrisme er en form for sindssygdom. Etnocentrisme kan meget kort oversættes til racebevidsthed. Slår man op i Den Store Danske lyder definitionen således: Begreb anvendt om tendensen til at bruge normer og værdier fra ens egen kultur som grundlag for at bedømme og forstå andres. Etnocentrisme stilles ofte op som begrebsmodsætning til kulturrelativisme. Definitionen på etnocentrisme er noget længere, og den sidste linje er lidt interessant. I den står: Antropologien ser det som en af sine opgaver at modvirke vestlig etnocentrisme. Det er åbenbart kun vestlig etnocentrisme som er forkert.

Psykoanalysen er et meget interessant fænomen i videnskabens historie. Der findes ingen dokumentation for at behandlingerne rent faktisk hjælper, og Freuds teorier er og bliver teorier. Der eksisterer ingen dokumentation for, 100 år senere, at der findes et Ødipuskompleks for eksempel. At der finder en vis påvirkning sted efter at folk har ligget på briksen og rodet med fortrængninger og det ubevidste, kan der nok ikke herske megen tvivl om, men er det en hjælp? Hvad dette resulterer i er en ændring i ens selvopfattelse. Alt har relation til undertrykt seksualitet og meget andet. Psykoanalysen er da også for nedadgående.

Selv om han afviste religion, havde Freud selv en stærk følelse af jødisk identitet. I et brev fra 1931 beskrev han sig selv som en “fanatisk jøde”, og ved en anden lejlighed skrev han at han fandt ’tiltrækningen af judaismen en af jøder så uimodståelig, mange mørke emotionelle kræfter, så meget stærkere når de ikke lader sig indfange i ord, såvel som den klare bevidsthed af en indre identitetsfølelse, hemmeligheden af den samme mentale konstruktion’. Ved en anden lejlighed skrev han om “mærkelige hemmelige længsler” med hensyn til sin jødiske identitet. I hvert fald havde Freud omkring 1930 udviklet en stærk sympati for Zionismen. Hans søn Ernst var også en Zionist, og ingen af Freuds børn konverterede til kristendommen eller giftede sig med ikke-jøder. På overfarten til USA er Freud blevet citeret for følgende udtalelse: “Vi bringer dem pesten”. Citatet er fra bogen “Freud” af Octave Mannoni.

Fælles for alle disse bevægelser er, at de havde jødiske ledere og grundlæggere samt en kerne af jødiske “disciple”. Der var selvfølgelig også ikke-jøder blandt disse ”disciple”. En ting som de alle havde til fælles var, at deres politiske ståsted var på den yderste venstrefløj, socialister, marxister osv. De arbejdede også alle sammen for at modvirke vestlig/europæisk etnocentrisme. Alle disse bevægelser som har sit udspring i starten af 1900-tallet har ganske enkelt dannet ”skole” for europæernes selvopfattelse og verdensanskuelse.

Prøv at sammenligne Israel med Europa. Der så godt som ingen der arbejder for multikultur, multietnicitet eller ikke-jødisk indvandring i Israel. De som gør får i så fald ikke noget ud af det. Jødernes etnocentrisme er stærk og de er udmærket selv klar over at de tre ovenstående begreber ikke er gavnlige.

Den israelske statsminister Benjamin Netanyahu er kommet med følgende udtalelser: “At den illegale indvandring fra Afrika er en alvorlig trussel for Israels jødiske og demokratiske karakter. Vi er blevet næsten det eneste første verdensland der kan nås gående fra den tredje verden”.

Vi bliver overskyllet med en bølge af flygtninge der truer med at skylle det vi har opnået væk, og skade vores eksistens som den jødisk demokratiske stat. “Netanyahu sagde endvidere at illegale flygtninge som er kommet ind i Israel via Egypten “forårsager socioøkonomisk og kulturel skade og truer med at kaste os tilbage på et tredje verdens niveau. De tager de svageste israeleres jobs”.

Ingen anden etnisk gruppe i Europa, og i særdeleshed i USA er mere aktiv end den jødiske, i at fremme indvandring af folkeslag fra 3. verdenslande, samt at promovere multikultur som værende en gevinst for værtslandende. Dette er der ikke noget kontroversielt i at sige eller skrive. Jødiske immigrations aktivister i USA lægger slet ikke skjul på dette. Det er for nogles vedkommende en bevidst strategi for at “Det” ikke skal gentage sig. Man mener at hvis et samfund bestående af hovedsagligt hvide europæere bliver blandet tilpas meget med kulturfremmede, så hæmmer man antisemitismes opståen.

Kort fortalt kommer der to indvandrer knægte, med rygdækning og ringer på døren ved 23 tiden. De spørger personen som åbner døren om han ved hvor Farum Midtpunkt ligger, de står midt i Farum Midtpunkt. De to spørger derefter om man ikke vil slukke for musikken. De får selvfølgelig et nej og døren bliver lukket. Der bliver igen ringet på døren og herefter kommer det til en længere diskussion hvor indvandrergruppen i starten er ca. 12 stykker, men flokken vokser i løbet af diskussionen til ca. 25. Diskussionen går i sig selv og festdeltagerne går op i lejligheden igen. Efter et stykke tid vil et kærestepar som har børn hjem med taxa. En person går ned og ser om taxaen er kommet og bliver konfronteret af indvandrerflokken som nu er vokset til ca. 40 personer. De opfordrer til at vedkommende går op og henter “alle hans venner”. Han går op og fortæller hvordan situationen er nede i stueetagen og resten af historien kender de fleste.

Først og fremmest er denne episode fra indvandrernes side klart racistisk motiveret, som så mange andre episoder. De føler sig provokerede af at en gruppe danskere holder en privat fest på “deres område”, det er deres egne ord. Indvandrergruppen var af blandet etnicitet, tyrkisk, arabisk og afrikansk. Fælles for dem som så mange andre steder i Europa og Danmark, er at de hader os hvide europæere og vores kultur. At de hader os bør danskerne ikke længere være i tvivl om, på trods af at diverse medier dagligt forsøger at gøre problemet mindre end det er. Det burde stå klart for enhver at der er en krig i gang, som faktisk er startet for længe siden. Muslimerne har ført krig mod os og været os fjendtligt indstillet i århundreder, og nu hvor europæiske og danske politikere baner vejen for disse fjender af Europa, kan de gå offensivt til værks. Førhen har vi slået erobringsforsøgene tilbage, men denne gang har vores politikere sørget for at der er et meget stort antal af Europas fjender indenfor dørene, en situation som Europa aldrig før har befundet sig i. Bevares, det er ikke alle indvandrere som er os fjendtligt indstillet, men den andel som ikke er, er så forsvindende lille i forhold til dem som er os fjendtligt indstillet og fører krig mod os.

Denne krig, eller eksistenskamp, har flere fronter og disse er ikke klart defineret som tidligere. Et eksempel på hvordan denne krig føres er alle disse tilsyneladende meningsløse angreb på busser, hjemmehjælpere, brandvæsen/redningsfolk og politifolk. Mange danskere undrer sig uden tvivl over hvorfor indvandrere angriber hjemmehjælpere for eksempel. Det er fordi at disse utilpassede indvandrere vil fortælle omverdenen at “her bestemmer vi”. Ganske enkelt. Sådan forholder det sig også for en stor del af de mange andre umiddelbart uforklarlige episoder som hele landet er plaget af.

Men der er andre ting man også skal holde sig for øje. Disse indvandrerbander kører et perfekt parløb med de militante islamister og de får da også stor ros fra den kant for deres ”arbejde”, og bliver her igennem yderligere ansporet til at begå disse handlinger. Tror man at det bare er en langt ude højreradikal forestilling, kan man læse Lorenzo Vidinos bog, Al-Qaeda i Europa. I denne bog kan man blandt andet læse om hvordan islamister i en vis udstrækning rekrutterer fra disse bander og ansporer unge rodløse indvandrere til yderligere at begå samfundsnedbrydelige handlinger.

Det er absolut ikke småpenge disse handlinger koster skatteyderne. I 2009 blev der på en enkelt uge brændt skoler af for 70 millioner kroner. Efter Danmarks Statistik offentliggjorde en undersøgelse i 1991 som omhandlende indvandrere og efterkommere, udarbejdede økonom Ebbe Vig udgifterne til ca. 43 milliarder kroner om året på daværende tidspunkt. Det er mere end sandsynligt at udgifterne i dag er mere end fordoblet. Lektor i Erhvervsøkonomi Lars Jansson fra Sverige har i 2002 lavet en beregning som viser at svenskernes udgifter til multikulturen ligger i nærheden af 267 milliarder kr. Så sammenholder man svenske og danske beregninger, syntes vores anslåede 86-100 milliarder kr. ikke at være urealistisk, da svenskerne har en del flere kulturfremmede end vi har.

Man kan så passende spørge sig selv hvorfor vores politikere lader dette ske, hvilket mange utvivlsomt også gør. Det er skam ikke fordi at politikerne ikke er klar over at dette er vejen mod enden for europæerne. En del af svaret skal findes i, at deres magt og indflydelse vil blive undermineret når de skal til at gøre indrømmelser på netop dette punkt. De sidste 20-30 år har det været sådan, at de “gode” var for indvandring og “onde” imod. Når dette paradigmeskift finder sted, eller med andre ord, begreberne bliver vendt rundt, så begynder folk at stille sig spørgsmålet, “hvad har politikerne ellers taget fejl af”? Så derfor lukker de øjnene, hytter deres eget skind og lader stå til.

Folk der interesserer sig for problematikken omkring indvandringen fra den såkaldte “3. verden”, vil formentlig på et tidspunkt have læst eller hørt noget om indvandrernes kriminalitet. Hvis man som dansker ønsker at tage stilling til om vi vil have et vist antal indvandrere i vort land, er det naturligvis nærliggende at beskæftige sig med om disse indvandrere nu også gavner landet. Man kan her overveje om 3. verdens-indvandrerne bidrager til samfundsøkonomien eller om de snarere er en belastning for denne, om indvandrene er mere kriminelle end os danskere, om de på sigt kan overtage landet ved simpelthen at formere sig tilpas meget og om de i kraft af deres kulturelle normer trækker samfundsudviklingen i en negativ retning.

I denne artikel vil jeg beskæftige mig med indvandrere og deres efterkommeres kriminalitet og specielt med, at mange af de offentliggjorte statistiker ikke giver et retvisende billede af de fremmedes kriminalitet. I massemedierne kan man af og til læse artikler hvori det f. eks. hævdes at mandlige indvandrere begår 1,33 gange mere kriminalitet end befolkningen som helhed, når der vel at mærke er “korrigeret” for økonomiske og sociale forhold¹. I den netop nævnte artikel hævdes det også at efterkommere af ikke vestlige indvandrere er 2,17 gange mere kriminelle end befolkningen som helhed. Det interessante er så, om en sådan statistik giver et retvisende eller et misvisende billede af indvandrenes kriminalitet. Medieartikler som den netop nævnte baserer sig ofte på analyser som bliver offentliggjort af Danmarks Statistik. Det er nu nærliggende at undersøge hvordan Danmarks Statistiks analyser bliver produceret.

Graferne vi viser øverst i artiklen viser utilslørede tal for henholdsvis indvandreres, “efterkommeres” og “danskeres” kriminalitet. Når jeg skriver “efterkommere” og “danskere” i gåseøjne skyldes det at der selv i denne relativt ærlige statistik er anvendt begrebsdefinitioner som i høj grad afviger fra almindelige danskeres forståelse af ordene. Det vil jeg vende tilbage til. Graferne afspejler resultater fra en undersøgelse som Justitsministeriets Forskningsenhed foretog i 2005. Nu kunne det så være nærliggende at finde ud af hvorfor ovenstående statistik viser at indvandrere omtrent dobbelt så ofte blev sigtet for kriminalitet som danskere og at efterkommere blev sigtet for kriminalitet omtrent 5 gange oftere end danskere, mens Danmarks Statistiks kriminalitetsstatistik viser meget lavere tal.

Indledningsvis er det vigtigt at fastslå at den ene opgørelse vedrører sigtelser i 2004 og den anden domfældelser i 2008 og at tallene således naturligvis ikke er umiddelbart sammenlignelige. Imidlertid viser en opgørelse fra Danmarks Statistik² en stigende tendens i indvandreres og efterkommeres kriminalitet fra år 2000 til år 2008 og således burde tallene for 2004 ikke være højere medmindre overproportionalt mange sigtelser af indvandrere og efterkommere ikke fører til domfældelser. Forskellene kan imidlertid få en til at se lidt nærmere på Danmarks Statistiks metoder til udarbejdelse af kriminalstatistikker. Der er forhold ved metoderne der gør at der efter min opfattelse tegnes et misvisende billede af den egentlige kriminalitet blandt indvandrere og deres efterkommere. Det drejer sig om følgende to forhold:

“Efterkommer” betyder ikke “efterkommer” hos Danmarks Statistik

Ordet “efterkommer” er veldefineret i det danske sprog og det betyder en person som nedstammer i lige linie fra en anden person, f.eks. er en person altid sin oldefars efterkommer. Hos Danmarks Statistik betyder “efterkommer” imidlertid populært sagt “børn”, således at en indvandrers børnebørn ikke regnes som en indvandrers efterkommere, men som “personer af dansk oprindelse”. Ahmeds børnebørn er således “personer af dansk oprindelse” i de officielle statistikker. Danmarks Statistiks definitioner kan ses her:

“Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes personen også som indvandrer.

Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen også som efterkommer. Når en eller begge forældre, der er født i Danmark, opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som efterkommere. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som efterkommere.

Personer med dansk oprindelse er personer – uanset fødested – der har mindst én forælder, der både er dansk statsborger og født i Danmark.”

Følgelig klassificeres en masse personer som almindelige danskere vil opfatte som efterkommere af indvandrere meget misvisende som “personer af dansk oprindelse” i de officielle statistiker med det resultat at deres eventuelle kriminalitet tælles med som danskeres kriminalitet.

“Korrektion” for social baggrund

At “korrigere” eller “standardisere” statistikerne efter folks sociale baggrund vil sige at man ser på en teoretisk gruppe af personer med samme sociale, uddannelsesmæssige og indkomstmæssige sammensætning som indvandrenes eller efterkommernes. Derefter finder man ud af hvor meget højere denne teoretiske gruppes kriminalitet er i forhold til resten af befolkningen. Hvis denne gruppes kriminalitet f.eks. er 2,5 gange højere end resten af befolkningens og efterkommernes kriminalitet er 5 gange højere end resten af befolkningens, bliver efterkommernes kriminalitet, når der er “korrigeret” for social baggrund, 5/2,5 = 2 gange højere end resten af befolkningens.

At foretage en sådan “korrektion”, nogle hvis måske kalde det for en manipulation, mener jeg ikke er rimeligt da formålet med at offentliggøre en kriminalstatistik jo må være at give befolkningen et indtryk af om gruppen af indvandrere og efterkommere udgør en urimelig stor belastning for samfundet i forhold til andre mennesker. At nogle indvandrere vælger ikke at uddanne sig fordi de hellere vil handle med hælervarer eller narkotika eller at de i kraft af deres biologi ikke er i stand til at tage en uddannelse kan ikke være noget man skal “korrigere” for ved at dividere den egentlige indvandrerkriminalitet med et eller andet tal.

Tæller man forbrydelser eller forbrydere?

Udover disse forhold kan man også se på om hvorvidt man tæller kriminelle eller kriminalitet. Hvis man vil danne sig et retvisende billede af hvilken belastning indvandrere og efterkommere udgør for samfundet, bør man tælle de forbrydelser som de udfører, da samfundsbelastningen afhænger af hvor meget kriminalitet der udføres. Hvis man istedet tæller kriminelle og de kriminelle med indvandrerbaggrund er mere kriminelle end danskere, får man igen et billede der ikke afspejler den egentlige belastning folk med indvandrerbaggrund udgør for samfundet. I Danmarks Statistik’s publikation “Indvandrere i Danmark 2009″ tæller man kriminelle.

Konklusion

Beklageligvis må jeg konstatere at de statistikker som Danmarks Statistik offentliggør ikke giver et retvisende billede af indvandrernes og deres efterkommeres kriminalitet i Danmark. Et relativt utilsløret billede finder man i den undersøgelse som Justitsministeriets Forskningsenhed foretog i år 2005³. Her kan man blot beklage at 3. og 4. generationsindvandrere, ligesom i Danmarks Statistiks analyser, tælles med som danskere. En “korrektion” for social baggrund har man ikke foretaget her.

Resultatet viser at indvandrere 3 gange så ofte sigtedes for sædelighedsforbrydelser og 3 gange så ofte sigtedes for voldsforbrydelser som danskere. Efterkommere sigtedes dobbelt så ofte for sædelighedsforbrydelser og 9 gange så ofte for vold.

Kilder:
1 http://jp.dk/indland/article1920183.ece
2 http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/13467/indv.pdf
3 http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokumentation/sigtelser_2004.pdf

Til at fremprovokere denne ”bandekrig” har de venstreekstreme som virkemidler benyttet vold og hærværk, altid under dække af at ville bekæmpe fascisme og nazisme. De venstreekstreme kategoriserer folk og organisationer som fascister, alt efter hvad de mener tjener deres egne formål. Folk med løs og fast tilknytning til den yderste højrefløj har været mål for en række voldelige overfald og hærværk. Venstreekstremisterne er vel vidende at dette ikke skræmmer folk væk, så det kan fra vores side udelukkende tolkes som forsøg på at få situationen til at eskalere.

Der har som PET beskriver det, fundet aktiviteter sted i begge ”lejre” som bærer præg af privat efterretningsvirksomhed. Dette er helt korrekt. Højrefløjens efterretningsvirksomhed kan man se som en form for aktivt selvforsvar, og vi har heller ikke brugt disse efterretninger offensivt. Det er nok en af forklaringerne på at der ikke har fundet ransagninger sted i vores ”lejr”, eller er foretaget anholdelser. Vi har i vores ”lejr” heldigvis en del folk som har et indgående kendskab til de venstreekstreme.
De venstreekstreme står så afgjort for langt størstedelen af den uprovokerede politiske vold i Danmark. Junikredsen har i rigt omfang dokumenteret dette. Junikredsen har ligeledes kortlagt det tætte samarbejde der finder sted mellem Enhedslisten og Antifascistisk Aktion.
Danmarks Nationale Front vil følge udviklingen i denne sag nøje.

Danmark.: Regeringens påstand om at underskuddet i den offentlige sektor ligger på 20-25 milliarder, skal tages med en vis skepsis. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) samt de økonomiske vismænd har begge beregnet et offentligt underskud på omkring 87 milliarder, hvis ikke mere. Dette er langt mere end hvad EU tillader. Det svarer til en ekstraregning på 17 000 kr. om året per dansker livet ud.

Man kan sammenholde dette med nogle interessante beregninger fra 1987, 1991 og 2002. I 1987 gjorde DDf opmærksom på at statens beregninger på udgifterne til kulturfremmede ikke holdt vand. Efter Danmarks Statistik offentliggjorde en undersøgelse i 1991 omhandlende indvandrere og efterkommere, udarbejdede økonom Ebbe Vig udgifterne til ca. 43 milliarder kroner om året på daværende tidspunkt. Det er mere end sandsynligt at udgifterne i dag er mere end fordoblet. Lektor i Erhvervsøkonomi Lars Jansson fra Sverige har i 2002 lavet en beregning som viser at svenskernes udgifter til multikulturen ligger i nærheden af 267 milliarder kr. Så sammenholder man svenske og danske beregninger, syntes vores anslåede 86-100 milliarder kr. ikke at være urealistisk, svenskerne har en del flere kulturfremmede end vi har.
Jeg syntes det er påfaldende at underskuddet i den offentlige sektor ligger så nært de udgifter som er forbundet med vores indvandrere.

Israel.: I Israel beklager man sig højlydt over at være det eneste førsteverdensland som kan nås gående fra 3. verdenslande. Den israelske statsminister Benjamin Netanyahu er kommet med følgende udtalelser:” At den illegale indvandring fra Afrika er en alvorlig trussel for Israels jødiske og demokratiske karakter”. ”Vi er blevet næsten det eneste første verdensland der kan nås gående fra den tredje verden.

Vi bliver overskyllet med en bølge af flygtninge der truer med at skylle det vi har opnået væk, og skade vores eksistens som den jødisk demokratiske stat.” Netanyahu sagde endvidere at illegale flygtninge som er kommet ind i Israel via Egypten ”forårsager socioøkonomisk og kulturel skade og truer med at kaste os tilbage på et tredje verdens niveau. De tager de svageste israeleres jobs ”. Sådanne udtalelser må man altså godt komme med hvis man er israeler/jøde, det er ikke noget problem.

Essensen af disse udtalelser ligger helt på linje med de udtalelser Kaj Wilhelmsen fra radio Holger er blevet idømt 30 dages fængsel for i Danmark. Netanyahu har helt ret i sine udtalelser. Importerer et givent land folk som mentalt og intellektuelt ligger langt under niveau med dette lands oprindelige befolkning, vil dette selvfølgelig sætte dette land i en tilbagegang. En ting som er tankevækkende er, at der er mange israelere/jøder som er aktive i Vesteuropa, i netop at lette adgangen til Vesteuropa for folk fra 3. verdenslande. De er involveret i alle aspekter lige fra flygtningehjælp og såkaldte menneskerettigheder til at få vedtaget love omkring ”hate speach” og internet restriktioner.

Tyrkiet.: En tyrkisk domstol har beordret syv højtstående medlemmer af militæret varetægtsfængslet efter afhøringer om påståede kupplaner mod landets regering, der har islamistiske rødder, skriver det anatolske nyhedsbureau. Disse officerer beskylder den tyrkiske regering for at have en skjult dagsorden som går ud på at underminere det tyrkiske sekulære (ikke religiøse) styre. Kritiske røster mener imidlertid, at regeringen og dens støtter fabrikerer beviser på påståede kupplaner for at svække hæren. Militærets betydning er dog allerede blevet reduceret stærkt af de demokratiske reformer, som er blevet gennemført i forbindelse med landets forberedelse til en optagelse i EU. Spørgsmålet er så hvem man skal stole på i denne sag. EU og et styre med islamiske rødder, eller det tyrkiske militær. For mit eget vedkommende er det ikke EU og nogle ”moderate” islamister. Hvorfor EU er så opsat på at få Europa islamiseret, er et godt spørgsmål.

Hvorfor skal vores folk, eller for den sags skyld et hvilket som helst andet folk så bevares eller overleve? Det skal de fordi, alle folkeslag burde have ret til at udleve deres fulde potentiale. Alt liv, fra mennesket til den simpleste organisme, vil altid bevæge sig mod højere stadier af bevidsthed og kunnen. Dette er en naturlov, at liv altid vil følge en fremadrettet vej, hvilket Livsrunen Algiz også er et symbol på. Vore dages ideer om multikultur og multietnicitet, er det stik modsatte af hvad man bilder folket ind. Disse begreber har intet med mangfoldighed at gøre, de er enden på al mangfoldighed og diversitet. Det er ganske enkelt naturstridigt. I naturen lever alle arter og racer sammen men adskilt, og der hersker en evig kamp om territorier som kan brødføde ens egen art. Dette gælder selvfølgelig også mennesket. Man anerkender i almindelighed racernes forskellighed hos alle andre dyr end mennesket. Det påstås at vi alle er født med samme evner og kunnen, lige meget hvor på kloden vi er født, fysiologisk såvel som psykologisk. Medicinalindustrien har dog for længe siden erkendt at det ikke forholder sig sådan. Man kan tage den amerikanske medicinalindustri som eksempel. Hvis afroamerikanere responderer bedre på en given type medicin end hvide amerikanere, så sørges der for, at der i testgruppen er overvægt af afroamerikanere, så bliver denne medicin hurtigere godkendt til salg. Hvad angår det psykologiske vil jeg referere til bøgerne The Bell Curve af Richard J. Herrnstein og Charles Murray samt John Philippe Rushton’s Race, Evolution and Behavior. Jeg vil påstå, at det multietniske samfund er en form for langsomt folkemord og den virkelige mangfoldigheds endeligt.

Det er da også kun her i det oplyste og frie Vesten, at man finder udbredelse for disse ideer om multikultur og multietniske samfund. Hvem er det så som slår på tromme for disse ideer? Det er massemedierne og vores såkaldte folkevalgte politikere. Med massemedier menes der filmindustrien (hovedsagligt Hollywood), TV og nyhedsmedier. Der er også andre i spil, men disse er de tre store syndere. Befolkningerne i Vesten er i de sidst tres år blevet bombarderet med negativ propaganda, som skal få os til at føle skyld over bare det at være hvide europæere, at nationalisme er ens betydende med jødeudryddelse, at vi opfandt slaveriet og meget andet. Alt sammen for at få os til at føle skyld over at eksistere. For eksempel eksisterede slaveriet i bedste velgående da europæerne ankom til Afrika. Vi købte faktisk slaver af andre afrikanere, som i forvejen solgte slaver til araberne. Nationalisme har heller intet med jødeudryddelse at gøre.

Skal man gå lidt i dybden med denne propaganda støder man uvægerligt ind i zionistbevægelsen. Det har intet med antisemitisme eller nationalsocialisme at gøre. Det er bare en kendsgerning at zionisterne har en finger med i spillet. Disse har siden slutningen af 1800 tallet opkøbt utallige aviser i USA og Europa. Senere gik man i gang med at opkøbe filmselskaber i Hollywood. I dag er der ikke et eneste filmselskab i Hollywood, af betydning, som ikke er ejet af, eller er under zionistisk kontrol. Som et eksempel kan man nævne Sumner Murray Rothstein. Han er bestemt ikke den eneste, men et godt eksempel. Hans familie ejer eller kontrollerer MTV Networks, VH1, CBS Corporation, DreamWorks, Paramount Pictures, Blockbuster Entertainment og mange andre selskaber. Jeg vil påstå at der ikke kommer meget ud af eksempelvis MTV som er godt for os som et folk. Det underlæggende tema er folkeblanding og seksualisering af børn i 10-12 års alderen.

Af dagblade og tidsskrifter kan man nævne Washington Post, New York Times, Newsweek, Time magazine og en lang liste af europæiske. Her hjemme kan man fremhæve Politiken som alle dage har været kontrolleret af zionister. Det er selvfølgelig ikke kun de zionistisk ejede medier som er aktive deltagere i denne propaganda. Langt størstedelen af de kommercielle medier promoverer samme synspunkter, mere eller mindre frivilligt. Hele kernen i denne negative politisk ”korrekte” propaganda er, at træder man udenfor den afstukne sti så bliver man kaldt de værste ting, og det kan et kommercielt medie ikke klare rent økonomisk. Denne artikel vil utvivlsomt også blive kaldt det ene og det andet, selvom den intet har med antisemitisme eller nationalsocialisme at gøre, det er bare realiteterne jeg har beskrevet.

Metoderne der benyttes til at føre denne propagandakrig kan vel bedst beskrives af Edward L. Bernays, nevø til Sigmund Freud, også kaldet the farther of spin: “Hvis vi forstår gruppe-tænkningens mekanismer og motiver, er det så ikke muligt at kontrollere og styre masserne efter vor vilje, uden at de ved noget om det? Den nylige praksis med propaganda har bevist at det er muligt, i det mindste indtil et vis punkt og indenfor visse grænser.”

“Den bevidste og intelligente manipulation af massernes indgroede vaner og meninger er et vigtigt element i det demokratiske samfund. De som manipulerer denne usete samfundsmekanisme repræsenterer en usynlig regering, som er den sande hersker i vort land. … Vi bliver styret, vores hjerner æltes, vores smag formes, vores ideer påvirkes, hovedsagelig af folk vi aldrig har hørt om. Dette er et logisk resultat af den måde vort demokratiske samfund er organiseret. Store mængder af mennesker må samarbejde på denne måde, hvis de skal bo sammen som et godt fungerende samfund. … I næsten alle aspekter af vort daglige liv, det være sig i politik eller business, i vores social omgang eller i vores etiske tænkning, domineres vi af et relativt lille antal personer … som forstår de mentale processer og sociale mønstre hos masserne. Det er de som trækker i snorene som kontrollerer den offentlige opinion.”

Afskrift af Edward L. Bernays’ bog Propaganda fra 1928.

Denne politisk korrekte propaganda er særdeles effektiv. Så effektiv at jeg sidder her og overvejer hvad jeg kan tillade mig at videreformidle af fakta, ikke egne tanker og meninger, men kendsgerninger. Er man kritisk i forhold til zionisterne, bliver man meget hurtigt stemplet som antisemit, selvom man har ret. Så hvad er det der skal gøres? En af de kampe der skal kæmpes er mod hele denne mediestyrede propaganda. Det er en stor mundfuld, men en af de ting som arbejder for os er at vi har ret og det er de fleste inderst inde godt klar over. Jeg har selv erfaret, mange gange, at har man folk på enmandshånd og de ved hvad man står for, så er der ikke mange der bryder sig om hvad der foregår her i landet for tiden. Dette er en af grundene til at propagandaen kører uophørligt. Medier og politikere kører på med integrationsideen for eksempel, selvom denne ide dag efter dag viser sig at være ugennemførlig, bliver man ved.

Så nogle af de ting man kan gøre er, at udbrede sine egne holdninger, få folk til at engagere sig, få folk til at organisere sig i nationale bevægelser eller foreninger, anbefale bøger, få dem til at se oplysende videoer på YouTube om det så skal være. Kort sagt, få folk til at forholde sig kritisk. Dette er en af de kampe der må kæmpes.

I deres seneste artikel har Redox bare lavet en afskrift af en radioudsendelse på Orientering P1, som alle interesserede efterhånden må have hørt. I udsendelsen bliver to personer fra gruppe White Pride interviewet og udtaler blandt andet:

“Jeg er ikke ræd for at løbe ind i en flok af dem, og hvis det skal tage, at jeg skal stå og hoppe en af dem seriøst i hovedet. Eller at der er en af dem, der mister livet ved det, jamen, så er det sgu det, der sker. Jeg går ikke ind decideret for at slå nogen ihjel, men koster det en af deres liv (…) altså det ville rage mig en papand. Det ville være status i mit hovede.”

Dette slås stort op af det venstreekstreme “researchkollektiv” som at White Pride er klar til at dræbe. Ikke desto mindre har de venstreekstreme for længe siden bevist at de er klar til at dræbe politiske modstandere og har da også indirekte gjort det.

5. maj 2001 blev Thomas Derry Nakaba (TDN) brutalt overfaldet på Vesterbro af 4-6 personer. TDN blev livsfarligt såret af knivstik i nyreregionen. Han fik efterfølgende fjernet den ene nyre. TDN blev i 1997 idømt otte års fængsel for forsøg på bombedrab. Han sendte fra Malmø tre brevbomber til Storbritannien. Den ene af dem var tiltænkt en kendt, britisk tv-vært. Baggrunden for overfaldet skal formentlig findes i, at man i autonome kredse har ”dømt” ham for bombedrabet hos Internationale Socialister i Søllerødgade på Nørrebro, hvor Henrik Christensen omkom. Denne sag er aldrig opklaret. DNF forsøger her på ingen måde at forsvare eller retfærdiggøre TDN’s handlinger.

En anden sag omhandler afdøde JHC, æret være hans minde. JHC og nogle Dansk Front aktivister blev efter et endt møde overfaldet af venstreekstreme voldsmænd. Ved overfaldet blev JHC gentagne gang sparket og slået i nyrerne. JHC var en god mand som jeg personligt kendte. Han arbejdede blandt andet på Mændenes Hjem på Vesterbro: Der var ikke noget ondt skabt i JHC. Hans “forbrydelse” bestod vel nærmest i at han var den største af de som blev overfaldet. JHC havde i forvejen nogle helbredsmæssige problemer, men overfaldet var katalysator for hans død, ingen tvivl om det. Han døde nogle måneder efter overfaldet.

Denne og andre hændelser er noget vi aldrig glemmer.