1. maj i Helsingborg

Venstrefløjen har hidtil ment at have patent på arbejdernes internationale kampdag den 1. maj, men inden for de seneste år har en ny aktør gjort krav på tribunen. Rundt om i Europa deltager nationale bevægelser i stigende omfang på denne dag, mens de marxistiske fagbevægelser og deres korps af ”antiracistiske” håndlangere må notere sig en lind tilbagegang.

Under tilskyndelse fra det stigende antal af unge, nationaltsindede arbejdere afholdt vore svenske kammerater igen i år en demonstration i Helsingborg. DNF havde til lejligheden fået en invitation, som vi straks besluttede at acceptere.

Helsingborg1

Da den voldelige del af venstrefløjen typisk benytter denne dag til at manifestere et “antiracistisk” budskab, skulle dette års nationale 1. maj-demonstration udvikle sig til at blive en sand styrkeprøve mellem dem og de nationale. Kort efter at det var blevet offentliggjort, at DNF ville deltage i Helsingborg, begyndte det danske AFA at reklamere for en ulovlig moddemonstration få hundrede meter fra de nationales samlingsplads. En konfrontation syntes at være uundgåelig, og derfor indstillede det svenske politi sig på talstærkt at holde parterne adskilt i en by, som pressen efterfølgende beskrev som at have været i “belejringstilstand”.

På trods af de trusler om overfald, som DNF’s redaktion i dagene op til manifestationen havde modtaget fra AFA, besluttede vi os til ikke at lade os kue og rejste derfor til Helsingborg med færgen i højt humør. På den anden side af Sundet blev vi straks mødt af det svenske politi, som høfligt bad os vente, mens nogle “formaliteter”, som blandt andet omfattede kropsvisitering, blev bragt i orden. Politiet skønnede, at det var bedst at konfiskere vore faner, da disse efter deres mening kunne anvendes som slagvåben, men vi da vi gjorde det klart, at vi ikke havde i sinde nogensinde at give vores Dannebrog fra os, indgik de et kompromis og nøjedes med at konfiskere fane-stængerne.

Kort tid efter gik DNF-delegationen fuldstændig uantastet igennem højspændt AFA-område op til samlingspladsen, hvor vore svenske kammerater ventede på os.

Helsingborg3

Det svenske politi arbejder særdeles professionelt i forbindelse med konfliktfyldte demonstrationer. Tonen er afslappet, grænsende til det joviale, hvilket på forhånd er med til at tage brodden af den anspændthed, der ellers ville herske hos demonstranterne ved synet af det store politiopbud og de mange blinkende lygter. Der opstår hurtigt en uudtalt overensstemmelse fra begge parter: hvis I opfører jer ordentligt, gør vi det også! Derudover har det svenske politi en specialstyrke, dialog-polisen, som fungerer som bindeled mellem demonstranterne og det væbnede politikorps. Situationer, som kunne eskalere til håndgemæng, bliver i mange tilfælde bremset i samarbejde mellem demonstrationsarrangørerne og dialog-polisen, en ordning som bliver hilst velkommen af de i reglen fredelige nationale demonstrerende, som modsat de røde ikke har nogen interesse i at bekæmpe ordensmagten.

Straks den danske delegation havde meldt sin ankomst til march-arrangørerne, satte den nationale demonstration, som talte omkring 300 deltagere, sig i bevægelse og bevægede sig op til den plads, hvor det rent politiske budskab skulle komme til at manifestere sig i taler og musik. Midtvejs på ruten ville vi komme forbi den ulovlige “antiracistiske” moddemonstration, og alle var vi spændte på at se, hvor mange demonstranter, den kunne mønstre i forhold til os. Alle var bevidste om, at det var her, styrkeprøven mellem rød og national skulle stå.

Den røde moddemonstration skulle vise sig ikke engang at kunne tælle 100 mand. Forpjuskede og blege stod de dér bag en mur af brede politirygge; man kunne knapt høre deres hadske tilråb gennem vores nationale stolthed. En 3-4 mørklødede kvinder frigjorde sig fra den røde mængde, mens vi marcherede forbi. De holdt nogle bamser frem mod os, mens de råbte noget på så gebrokkent svensk, at ikke engang en svensker ville kunne forstå det. Symbolikken i at holde bamser frem og råbe noget uforståeligt er så svær at greje, at den må henvises til at være en latterlig spøg, og disse udenlandske bamsekvinder var da også den eneste opposition, de nationale nogensinde kom til at opleve på deres vej gennem Helsingborg. Resten af den stort opslåede røde moddemonstration, klimakset, kom vi aldrig til at opleve.

helsingborg2

Der er kommet til at herske et stærkt modsætningsfyldt forhold mellem fagbevægelsen og den almindelige arbejder. Hensynet til arbejderen har fagbevægelsen svigtet af hensyn til en international og globalistisk kapitalisme, hvor Fædrelandet ikke har nogen rettighed. Det hele handler om at fremskaffe den billigst mulige arbejdskraft gennem import af arbejdere fra fremmede lande, som er villige til at arbejde for næsten ingenting. Arbejderens største udfordring er altså ikke længere blot et spørgsmål om at få den højest mulige løn for sit arbejde – men overhovedet at få et arbejde i konkurrence med tredjelandenes discount-arbejdere; en konkurrence som fagbevægelsen ligefrem promoverer. Det er i dag så svært for arbejderen at se forskellen på kapitalisme og internationalisme, at man må betænke, om den overhovedet eksisterer.

Demonstrationen afsluttedes i ligeså god ro og orden, som den blev indledt. De nationale talere kommenterede alle den fra nationalt synspunkt fuldstændigt absurde arbejdsmarkedspolitik, der bliver ført, og en særdeles veloplagt Viktor Sjölund fra bandet Ferox bidrog med den musikalske underholdning. Imens blev omkring 50 røde moddemonstranter, som få meter væk demonstrerede i tolerancens navn, arresteret for vold og hærværk.

Se billederne fra turen
Se videoen fra turen