DNF’s våbenskjold

DNF’s våbenskjold består af tre symboler. Dannebrog, livsrunen og en sejrskrans.

Vores våbenskjold – Dannebrog – symboliserer naturligvis fædrelandet. Ifølge sagnet faldt Dannebrog ned fra himlen den 15. juni – der derefter er kendt som valdemarsdag – i det herrens år 1219, under slaget ved Lyndanisse i Estland. Kong Valdemar II var i problemer. Fronten var kollapset og korstoget, som man med 1500 skibe havde igangsat, mod de stadigt hedenske Livlændere, så ud til at være tabt. Men Ærkebiskop Anders Sunesen bad til Gud, og netop da hændte det at Dannebrog faldt ned fra himlen, og skænkede Danskerne sejren. Det er naturligvis en skabelsesmyte vi får fortalt her og ikke en historisk kendsgerning. Sagnet er først nedskrevet i 1527, altså over 300 år efter begivenheden skulle have fundet sted. Den første sikre historiske reference vi har til Dannebrog, er fra det heraldiske værk Amorial Gelre, som er fra ca. år 1350. Der er dog en mulig endnu tidligere reference på Bayeux-tapetet, der afbilder slaget ved Hastings i år 1066, hvor der er vist en ridder, der muligvis er en danske slægtning til Vilhelm Erobreren, bærende et våbenskjold der er et rødt flag med et hvidt kors på.

Ligesom flagets historie, er selve ordet ”Dannebrogs”etymologi også usikkert. Der er to mulige forklaringer. Den traditionelle er, at ledet ”dan” referer til danskerne, og ledet ”brog” betyder klæde. Derfor betyder Dannebrog ”Danskerne fane”. En nyere teori er at ordet ”dan” refererer til det Frisiske ord for ”rød”. Den røde farve på danernes fane stammer til gengæld tilbage fra vikingetiden hvor de danske konger benyttede en trekantet rød fane med en ravn på, der symboliserede Odins ravne Hugin og Munin, det såkaldte hrafnsmerki – ravnebanneret. Hvis våbenskjold blafrede så det så ud som om ravnens vinger slog, spåede det sejer for danskerne. Dette banner kan ligeledes ses på Bayeux-tapetet. Korset er naturligvis en kristen reference. I sin tidlige udformning hvor flaget
var kvadratisk, minder det om munkeordnen Johannitternes banner. Korset i sig selv er dog et symbol som er benyttet af religioner langt tidligere end kristendommen. F.eks. for den centralasiatiske gud Tengri, eller i solhjulet som er kendt fra helleristninger her i norden.

Livsrunen – algiz – er en rune derpå protogermansk betyder ”elg”. Guido von List, forfatter til bogen “Das Geheimnis der Runen”, og grundlægger af ariosofien, mente at runerne indeholdt magi, og tillagde algiz runen en beskyttende egenskab. Guido von Lists tanker påvirkede senere Thuleselskabet.

Laurbærkransen symboliserer sejr. Traditionen med at benytte laurbærkranse som sejrs symboler stammer fra oldtidens Grækenland, hvor man afbillede Apollo med en sådan hovedprydelse. Ved de Pythiske lege, der afholdets hver fjerde år til Apollos ære, blev sejrherrerne belønnet med sådanne sejrskranse.

Romerne overtog traditionen, hvor sejrherrer, vir triumphalis, red i triumf gennem Roms gader til det Capitolinske tempel for Jupiter, på en fire hestes stridsvogn, med sin hær, krigsfanger og krigsbytte som følge, iklædt en purpur toga, med ansigtet malet rødt, hvilket symbolisere Jupiter, og en slave der holdt en sejrskrans over hovedet på ham, mens han hviskede ham i øret: memento mori – ”husk at du er dødelig”. Når triumftoget ankom til Jupiters tempel ofrede triumfatoren to hvide okser, og dedikerede sin sejer til det romerske senat, folk, og guder. Sejrskransen har senere udviklet sig til middelalderens kongekroner, der er stiliserede sejrskranse.

Således symboliserer vores våbenskjold fædrelandet, livet og sejren.