Det jødiske forår – endnu en krig for Israel?

If-you-dont-come-to-democracy Irak, Egypten, Libyen og nu Syrien. Man kan undre sig over hvor travlt vestlige lande har med at fjerne regeringer i forskellige arabiske lande. “Cui Bono?” (Hvem gavner det?) sagde romerne, hvis de prøvede på at opklare hvem der stod bag mærkværdige handlinger. Så hvem gavner det som medierne kalder ” Det arabiske forår”?

Hverken Saddam Husseins Irak, Gaddafis Libyen eller Assads Syrien har været kendt for at være de store venner af Israel. Uden tvivl har sammenbruddet af organiserede stater i regionen gavnet Israel, da man derefter ikke i samme grad behøver at bekymre sig om at diverse stater støtter palæstinenserne.

Da israelerne tilsyneladende ikke har særlig meget lyst til at udkæmpe deres egne krige, er det jo ganske heldigt for dem at “nogle” bruger stor energi på at manipulere såkaldte “vestlige” lande til at gribe ind i regionen med militære midler.

Fremgangsmåden er omtrendt den sammme hver gang:
1) Støt en eller flere oprørsbevægelse som vil lave revolution.
2) Når staten reagerer, beskriver de “vestlige” medier statens reaktion som grusomme overgreb.
3) Oprørernes drab, overgreb osv. nævnes ikke i nævneværdig grad.
4) Retorikken ændres, og regeringen i landet benævnes nu som “regimet” osv.
5) Herefter spilles det “humanitære kort”. “Kan vi virkeligt acceptere
regimets grusomme overgreb på civilbefolkningen, uden at handle?”
Derved forsøger man at skabe en folkestemning for militære aktioner i et andet land. Dette helt uagtet hvem der er ansvarlige for de værste overgreb i det pågældende land.

Hvis ovenstående metode alene ikke er nok, kan man jo tilføje oplysninger om, at det angiveligt farlige regime har fx. masseødelæggelsesvåben. Hvis ikke disse (opdigtede) oplysninger er nok, kan man jo give oprørerne nogle af disse våben og derefter beskylde regeringen for at stå bag brugen.

Syrien
I tilfældet Syrien er regeringen ledet af Bashar Assad kendt for at give religiøse mindretal, som fx de syriske kristne, gode kår, ligesom kvinder har langt bedre kår i Syrien end i mange andre muslimske lande.

Oprørerne omfatter i høj grad islamiske fundamentalister, bl.a. Al Qaida relaterede grupper og såkaldte “salafister” der støttes af Saudi Arabien. Hvis disse grupper bliver en del af en eventuel ny regering i Syrien, er der næppe grund til at antage at befolkningen får det bedre.
Syrien

Hvad angår giftgasangrebet den 21. august, er det værd at bemærke at USA’s præsident Obama allerede før denne dato havde udtalt at USA ikke ville acceptere brugen af kemiske våben i Syrien. Desuden bør man vide, at dette angreb fandt sted umiddelbart efter at et hold af våbeninspektører fra FN netop var ankommet til Syrien. Så HVIS Assad-styret var interesseret i at fremprovokere et amerikansk angreb på deres land, ville et nervegas-angreb være en udmærket måde at gøre det på. Dette er Assad-regeringen dog næppe interesseret i, mens det naturligvis er i oprørernes interesse.

USA’s regering har til dato ikke villet fremlægge deres såkaldte beviser på at Assad-regeringen stod bag giftgas-angrebet.

Man kan blot undre sig over hvor travlt vestlige ledere, heriblandt Helle Thorning-Schmidt, har med at smække hælene sammen og forkynde deres opbakning, når USA fortæller at de vil angribe et andet land. Storbritanniens Underhus stemte dog, til premierminister Camerons irritation, imod et militært angreb og USA har dermed mistet en vigtig partner i deres planer.

At tale om at oprørene i forskellige arabiske stater gavner befolkningerne er nok tvivlsomt, da der mange steder i regionen nærmest hersker anarki. Derimod kan man måske tale om et “jødisk forår”, da Israels mest organiserede modstandere bliver fjernet.

Fra dette sted vil vi udtale vores modstand til støtte til oprørerne i Syrien. Vi mener ikke at det gavner hverken Danmarks eller de andre europæiske folks interesser, at fjerne alle Israels fjender i Mellemøsten.

Se også:
David Duke