top of page

Kunsten at stå på hænder i den omvendte verden

Uden så meget som en iota af ironi er det, ifgl kunstprofessor Mikkel Bolt, sådan at "Når buster bliver smidt i havnen for at gøre opmærksom på racisme, er det tale om en diskussion med andre kunstnere. Men når Ibi-Pippi Orup Hedegaard angriber et Asger Jorn-værk, er der tale om en upræcis aktion med forbindelser til højreradikale kræfter, siger kunstprofessor Mikkel Bolt"


Nuvel. Det ville også være imponerende hvis marxisten Mikkel Bolt skulle være i stand til at perspektivforflytte sig eller foretage stringent tankevirksomhed.


Hans argument kan koges ned til, at hvis et hærværk fremmer en politik han er enig med, så er det, lige i dette specialtilfælde, god kunst. Hvis det fremmer en politik han ikke er enig i, så er det bare hærværk og er ikke god kunst.



Naturligvis. Handlinger vurderes ikke ud fra handlingen selv, men i høj grad ud fra hvem der udfører handlingen mod hvem. Man har utallige gange set fænomenet ved forskellige forbrydelser. Som f.eks. da en psykisk syg person skød og dræbte tre og sårede fire i Fields storcenter. Der var lynhurtigt spekulationer fremme om han hhv. var Islamist eller medlem af Stram Kurs. Da det viste sig at han var kortsluttet i emhætten og dermed ikke passede ind i det dertil indrettede narrativ forsvandt interessen som dug for solen.


Skulle en gerningsmand vise sig at være en af "vore" så er der tale om "no true scotsman". Er der tale om en af "de andre" så bekræfter det tesen.


Allerede i Patons "Staten" optræder filosoffen Thrasymachos i en dialog med Sokrates, hvor han argumentere for at "det gode er det der gør mig godt". Selv om Sokrates argumenter for hvorfor dette filosofisk ikke gør sig gældende, er overbevisende, må man, i politik, gå ud fra at Thrasymachos argument er dominerede for menigmand. Selv en, må man gå ud fra, veluddannet herre som kunstprofessor Mikkel Bolt kolportere synspunktet.


Så hvis vi kan komme til den erkendelse at vi i grupper vurdere en handling ud fra hvem der udfører handlingen mod hvem, så følger det også logisk at det er dette, der gør den multietniske og multikulturelle idyl til et fatamorgana. Man kan ikke have et samfund uden en fælles løgnehistorie. Uden et fælles oplevet "vi" er samfundet blot et forsikringsselskab.


I DNF er vi i modsætning til marxisten Mikkel Bolt i stand til at tænke stringent, og tager derfor lige så meget afstand til den kønsforstyrrede personage Ibi-Pippi Orup Hedegaards hærværk mod kulturarven, som vi tager afstand til Katrine Dirckinck-Holmfelds stupide hærværk mod en buste tilhørende Kunstakademiet hvor hun selv var ansat. 1.5 års ubetinget fængsel og et erstatningskrav i millionstørrelsen vil også være en passende straf til Katrine Dirckinck-Holmfeld.



bottom of page